COP21 – og hvad så nu?
Den nordiske pavillon på COP21 var en stor succes og blev samlingspunkt for beslutningstagere, eksperter, ngo'er og klimaforhandlere fra hele verden. Mere end 2.000 personer deltog i vores arrangementer, og mere end 7.000 fulgte dem via livestream. Ministre fra de nordiske lande spillede en afgørende rolle i forhold til at få den endelige Paris-aftale i hus, og deres forhandlere arbejdede utrætteligt for at få parterne til at blive enige.
Nu er det tid til at fokusere på opfølgningen. Hvordan kan denne vellykkede aftale føres ud i livet og sikre, at de aftalte mål bliver nået? Det seneste nummer af “Green Growth the Nordic Way” ser nærmere på to faktorer i dette arbejde, nemlig finansiering af klimatiltag og parlamentarisk engagement og pres på regeringer, der skal få dem til at levere de aftalte resultater. Læs det nye nummer på www.nordicway.org
Hvad angår finansiering, blev man allerede på COP15 i København enige om, at der fra 2020 hvert år skal stilles 100 milliarder dollars til rådighed for at hjælpe udviklingslande med at minimere deres CO2-udledning. Dette løfte blev fornyet i Paris-aftalen, men det er næppe nok til at opfylde kravene. Vi ser nærmere på det arbejde, som blandt andet SEB og Den Nordiske Investeringsbank gør for at fremme grønne obligationer og skabe nye mekanismer, der skal øge klimainvesteringerne.
Mange af sidearrangementerne på den nordiske pavillon på COP21 fokuserede på parlamentarikernes opgave i forhold til at sikre en effektiv opfølgning på Paris-aftalen. Vi spørger nogle af deltagerne, hvorfor netop den opgave er så vigtig, og hvad de mener er deres primære rolle. Den nordiske opfølgning på COP21 er allerede under udarbejdelse og er værd at holde udkig efter. Vi håber, du vil nyde at læse dette nummer af “Green Growth the Nordic Way”.
Du kan få mere information om den nordiske pavillon på COP21 på www.norden.org/cop21. Se også videoen Nye nordiske klimaløsninger på COP21