Debatserie skal sætte fokus på LGBTI-personers rettigheder og muligheder i Norden

Photographer: Martin Zachrisson
Debatserien starter allerede den 26. august under Åland Pride og vil i løbet af efteråret turnere i hele Norden inklusive Færøerne og Grønland. Debatterne vil samle fagpersoner, aktivister, samfundsaktører og organisationer i LGBTI-sektoren, og hensigten er at skabe netværk med henblik på videre samarbejde samt at sætte fokus på LGBTI-personers rettigheder og muligheder i Norden.
Forskellige temaer
Undervejs i debatserien vil vi tage forskellige temaer op for at belyse de udfordringer, som LGBTI-personer møder i hverdagen. Vi vil se nærmere på retten til at leve et værdigt, trygt og åbent liv, hverdagen i skolen og på arbejdspladsen, anerkendelse og rettigheder i familien samt oplevelsen af sundhedsvæsenet. Et andet og stort problem i vores samfund er vold og diskriminering af LGBTI-personer. Dette bliver belyst med et særligt fokus på de udfordringer, som er knyttet til minoritetsidentiteter.
Debatserien vil også fokusere på internationalt fællesskab, netværk og filmkultur,
Datoer for debatserien
- Åland Pride, 26. august
- Helsinki Pride, 8. september
- Umepride, 26. september
- Tórshavn, 12. oktober
- Reykjavík, 13. oktober
- Nuuk, 15. oktober
- MIX København, 23. oktober
- Arctic Pride, Tromsø 10. november
Think piece
Den viden og de erfaringer, som debatserien giver os, vil blive samlet i et think piece, som skal bruges i det videre arbejde på området. Den norske tv-vært og journalist, Gisle Gjevestad Agledahl, vil deltage under hele turnéen og skrive rapporten. Alle debatterne bliver livestreamet.
Fakta
Nordisk Ministerråd har siden 1974 arbejdet med ligestillings- og diskriminationsspørgsmål i Norden. Vores formål i 2020 er at løfte samarbejdet om ligestilling og rettigheder for LGBTI-personer. For at støtte udviklingen af et langsigtet og pålideligt samarbejde vil der blive gennemført en kortlægning og en analyse af området, som bliver præsenteret i november af Nordisk information for kundskab om køn (NIKK).