Et stærkt lovgivningssamarbejde kan gøre Norden til verdens mest integrerede region
Analysen undersøger udfordringerne og mulighederne for det nordiske lovgivningssamarbejde, og den indeholder en række forslag til et stærkt lovgivningssamarbejde, som kan øge den nordiske integration og fremme den nordiske model udadtil.
En revitalisering af lovgivningssamarbejdet kan forebygge grænsehindringer for borgere og virksomheder og styrke nordisk integration.– Denne rapport er et vigtigt bidrag til den igangværende reform af det nordiske samarbejde. En revitalisering af lovgivningssamarbejdet kan forebygge grænsehindringer for borgere og virksomheder og styrke nordisk integration, siger Nordisk Ministerråds generalsekretær, Dagfinn Høybråten.
Det nordiske lovgivningssamarbejde, som har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet, og som udgør grundlaget for fællesnordisk lovgivning om eksempelvis aftaleret og ophavsret, har ændret sig i løbet af de sidste 20-30 år. Samarbejdet handler i dag primært om udveksling af information og erfaringer landene imellem.
I sin analyse konstaterer professor Backer, at en større viden om Helsingforsaftalen fra 1962, hvor landene blandt andet aftalte at føre et nært lovgivningssamarbejde inden for privatret og strafferet, samt om andre relevante områder, vil kunne bidrage til at styrke det nordiske samarbejde. Professor Backer har også fundet ud af, at der er forskel på, i hvilken udstrækning landene drager nytte af information og erfaringer fra andre nordiske lande eller tager hensyn til effekterne af mobiliteten mellem landene, når de udarbejder ny lovgivning. Der er desuden mulighed for at samarbejde om udformning og implementering af EU/EØS-retsakter, hvilket ikke altid varetages i det nordiske samarbejde.
For at gennemføre dette kræves der dog både politisk vilje i landene, og at embedsmændene har tilstrækkelige ressourcer.– Jeg har valgt at fremhæve 13 prioriterede forslag, som sammen kan styrke det nordiske lovgivningssamarbejde og bidrage til at gøre Norden til den mest integrerede region i verden. For at gennemføre dette kræves der dog både politisk vilje i landene, og at embedsmændene har tilstrækkelige ressourcer, siger Inge Lorange Backer.
Professor emeritus Inge Lorange Backer har lang erfaring inden for nordisk retsligt samarbejde som ekspeditionschef for lovafdelingen i justitsministeriet i Norden og som professor i retsvidenskab ved Universitetet i Oslo.
Baggrund
Det nordiske lovgivningssamarbejde er en central del af det nordiske samarbejde, som blev formaliseret i samarbejdsaftalen fra 1962 (Helsingforsaftalen). De nordiske lande har dog ført et aktivt lovgivningssamarbejde siden slutningen af 1800-tallet.
Det er grundlæggende for det nordiske lovgivningssamarbejde, at landene beholder deres fulde suverænitet som lovgivere, og at de fører et samarbejde med varierende ambitionsniveauer i spørgsmål, hvor landene har fælles interesser og målsætninger.
Ifølge Helsingforsaftalen er ambitionsniveauet for lovgivningssamarbejdet højest, når det gælder privatret (civilret) og strafferet, men det kan også berøre andre områder af det nordiske samarbejde. Landene skal også underrette hinanden, hvis de ændrer i lovgivning, som er blevet udarbejdet inden for det nordiske samarbejde.
Frem til slutningen af 1900-tallet var det nordiske lovgivningssamarbejde præget af store fælles lovgivningsprojekter, som resulterede i fællesnordisk lovgivning på flere områder inden for aftaleret og ophavsret. I løbet af de seneste 25-30 år har dette samarbejde ændret karakter og består nu primært af udveksling af information og erfaringer mellem embedsmænd.
I anden runde af den igangværende reform af det nordiske samarbejde, Nyt Norden 2.0, konstaterede de nordiske samarbejdsministre, at der var grund til at undersøge potentialet for at revitalisere det nordiske lovgivningssamarbejde for at styrke den nordiske integration. Professor emeritus Inge Lorange Backer fik til opgave at udarbejde en sådan analyse af det nordiske lovgivningssamarbejde.
Professor Backers analyse beskriver den historiske baggrund for det nordiske lovgivningssamarbejde og redegør for udfordringer og muligheder i samarbejdet under hensyntagen til EU-rettens indtog i det nordiske samarbejde og en stadig mere foranderlig politisk virkelighed. Backer konstaterer, at et stærkt nordisk lovgivningssamarbejde kan bidrage til at gøre Norden til verdens mest integrerede region i tråd med de nordiske statsministres erklæring fra 2016. Det kan forbedre kvaliteten af den nationale lovgivning, forebygge grænsehindringer og styrke den nordiske model udadtil. Politisk vilje og tilstrækkelige ressourcer hos de nationale embedsværk er dog vigtige forudsætninger for et stærkt nordisk lovgivningssamarbejde.
I sin analyse beskriver Backer en række generelle tiltag, som kan styrke det nordiske lovgivningssamarbejde, og en række områder inden for jura og dagligliv, hvor et sådant arbejde kan være relevant. Heraf prioriterer Backer 13 forslag, som sammen kan bidrage til en øget nordisk integration. Disse forslag har blandt andet til formål at forbedre forankringen af Nordisk Råds forslag til lovgivningssamarbejde, at forbedre mulighederne for at samarbejde om nationale lovgivningsinitiativer og lovgivningsinitiativer fra EU/EØS og at forebygge nye grænsehindringer som følge af lovændringer eller nye lovforslag. Forslagene handler også om et stærkt lovgivningssamarbejde om digitalisering, sundhed, aktieselskaber, forhold for samlevende, strafferet og internationale konventioner.
Rapporten skal downloades her:
