Ny dansk samarbejdsminister har fokus på Vision 2030
Louise Schack Elholm er Danmarks nye nordiske samarbejdsminister. Et arbejde hun ser frem til at tage at tage hul på og mener er vigtigt af flere grunde:
- Det er vigtigt at holde et stærkt fokus på vores fælles vision om at skabe verdens mest integrerede og bæredygtige region. Vores løbende arbejde med at fjerne grænsehindringer i Norden er centralt i den sammenhæng. Vi skal sikre at vore nordiske borgere frit kan arbejde og tage uddannelse i hele Norden. Et fællesnordisk uddannelses- og arbejdsmarked skaber vækst og udvikling og styrker regionens internationale konkurrenceevne. Jeg ser også frem til et tæt samarbejde med min grønlandske og færøske rigsfællesskabskollegaer om disse spørgsmål i Nordisk Ministerråd, siger Louise Schack Elholm.
Det er vigtigt at holde et stærkt fokus på vores fælles vision om at skabe verdens mest integrerede og bæredygtige region
Derfor er det nordiske samarbejde vigtigt
Samarbejdsministeren peger på, at det nordiske samarbejde er vigtigt af flere grunde - ikke mindst på baggrund af den nuværende sikkerhedssituation samt i kølvandet på en pandemi, de færreste havde forventet. Louise Schack Elholm uddyber:
- Ruslands invasion af Ukraine mærkes overalt og har ændret vores sikkerhedssituation. Et tæt nordisk samarbejde er ekstremt vigtigt under disse omstændigheder. COVID-19 skabte behov for øget nordisk samarbejde om krisehåndtering. Dette samarbejde kræver vedvarende fokus i den nuværende situation med krig i Europa.
Islands formandskab - En kraft for fred
Norden står på dørtærsklen til et nyt år og dermed et nyt formandskab med Island ved roret.
- Jeg ser frem til samarbejdet med det islandske formandskab og har læst Islands formandskabsprogram ”En kraft for fred” med interesse. Jeg er helt enig i at fred er en forudsætning for at bevare vores nordiske værdifælleskab og velfærd og ser frem til at deltage i formandskabets internationale fredskonference i Reykjavik, lyder det fra Louise Schack Elholm.
Fred er en forudsætning for at bevare vores nordiske værdifælleskab og velfærd
Ordførerposter med nordisk relevans
Louise Schack Elholm er medlem af partiet Venstre. Her har hun blandt andet haft en række ordførerposter inden for politiske temaer, der også har relevans i samarbejdet over de nordiske grænser. Fx børne- og familie, ligestilling, folkeskolen, skat og bolig. Louise Schack Elholm tager over for Flemming Møller Mortensen som nordisk samarbejdsminister.