Ny undersøgelse tager pulsen på grænseregionerne efter pandemien

06.07.22 | Nyhed
Människor på en tågperrong med munskydd mot covid-19.

Covid-19

Photographer
Ricky John Molloy / Norden.org
Hvordan oplever folk, som bor, pendler og arbejder i de nordiske grænseregioner, tiden efter coronarestriktionerne? Er der stadig forhindringer, eller kan man nu bevæge sig ubesværet på tværs af grænserne? Det skal Grænsehindringsrådet undersøge i en ny rundspørge.

Det er den fjerde rundspørge, som Grænsehindringsrådet lancerer. Den følger op på de tidligere undersøgelser, som blev lavet under pandemien, da de nordiske landes forskellige restriktioner ramte grænseregionerne hårdt.

Denne gang ønsker Grænsehindringsrådet, som arbejder for fri bevægelighed for både borgere og virksomheder, information om, hvordan mobiliteten over grænserne fungerer efter ophævelsen af coronarestriktionerne.

– Den nye information skal give en indikation af, om livet i grænseregionerne er vendt tilbage til det normale, eller om der stadig er forhindringer, som skal adresseres. Vi får forhåbentlig også viden om, hvorvidt pandemien har medført mere omfattende konsekvenser, når det gælder mobiliteten på tværs af vores grænser, siger Grænsehindringsrådets formand, Vibeke Hammer Madsen.

Primært rettet mod grænseregioner og daglige pendlere

Undersøgelsen henvender sig til borgere, som bor, arbejder eller driver virksomhed i en grænseregion, og til borgere, som bevæger sig mellem to nordiske lande på grund af arbejde, studier, virksomhed eller af en anden årsag.

Den er primært rettet mod grænseregioner med mange daglige pendlere. I undersøgelsen er der dog også mulighed for at angive andre kombinationer, eksempelvis pendling mellem Danmark og Norge eller Åland og Sverige.

Den fjerde undersøgelse gennemføres ligesom de foregående via et spørgeskema på nettet. Også denne gang samarbejder Grænsehindringsrådet med Nordisk Ministerråds informationstjeneste, Info Norden, Øresunddirekt, Grensetjänsten Norge-Sverige og Gränstjänsten Sverige-Finland-Norge.

Spørgeskemaet kan besvares indtil slutningen af august.

Rapport til ministrene

Informationstjenesterne har siden midten af marts 2020 løbende rapporteret om coronarelaterede uregelmæssigheder til Grænsehindringsrådet, som har sendt informationen videre til de nordiske samarbejdsministre. Resultatet af den fjerde undersøgelse skal ligeledes gives til ministrene.

Målet med undersøgelserne er at sætte fokus på de problemer, som landenes forskellige restriktioner medfører, og på den måde bidrage til, at det nordiske samarbejde i krisetider kan styrkes – især når det gælder den frie bevægelighed mellem landene.

Den første undersøgelse blev lanceret i juni 2020, den anden i december samme år og den tredje for et år siden.

Du finder spørgeskemaet herunder:

 

Contact information