Verdens førende 5G-aktører mødes i Riga

15.08.18 | Nyhed
Foto af hænder som filmer på en smartphone

Covent Garden, London, United Kingdom

Photographer
Angela Compagnone
Nordisk Ministerråd er medarrangør, når Baltic Sea Region 5G Ecosystem Forums konference ”5G Techritory” løber af stablen den 27.-28. september i Letlands hovedstad Riga. Arrangementet er et af de førende i verden for 5G-aktører.

5G Techritory er en stor, international konference, som arrangeres af Letlands regering. Konferencen sætter fokus på de nordiske og baltiske landes indsats for at blive verdens førende 5G-region.

5G Techritory vil have et unikt fokus på at skabe en platform for udviklingen af et sundt og levedygtigt økosystem for 5G, der også skal fungere som inspiration for det europæiske gigabyte-samfund.

Der ventes op imod 1000 deltagere fra Europa, Asien og USA, heriblandt globale og regionale virksomhedsledere, politikere og regeringsmedlemmer.

60 fremtrædende og erfarne talere fra store it- og telekommunikationsvirksomheder fortæller om, hvordan 5G-teknologien kan anvendes inden for områder som sundhedstjenester, transport, shipping og bilbranchen. En af disse er Steve Mollenkopf, administrerende direktør for Qualcomm, som fortæller om, hvordan fremtiden ser ud for biler.

Nordisk Ministerråd er medarrangør af konferencen sammen med en række internationale tech-virksomheder. Arbejdet med etableringen af et internationalt forum for 5G støttes også af de nordiske statsministre.

Contact information