Anna Hallberg
Nogle gange står vi alle over for et kunstværk, som fylder vores sind og kræver al vores opmærksomhed. Og selvom vi ikke har en anelse om, hvad det er, vi ser – for vi har aldrig set noget lignende før – så må vi bare dvæle ved det. Hvad er det her?
Anna Hallbergs digtsamling AN handler – blandt andet – om netop sådan en oplevelse. Samtidig tilbyder den læseren en oplevelse af netop denne type. Hvad er det her?
Det, som hverken læseren eller digtenes jeg kan få øjnene fra, er en terning af vand. Den rejser sig blandt sandklitterne midt i en vidtstrakt ørken. Kuben vibrerer, skælver, bobler, skinner og fosser – og er helt fremmed i den tomhed af sand, som omgiver den. Hallbergs lyriske jeg tager terningen ind med et helt åbent sind i noget, der tenderer et gennemtræk af synæstesier: "färgen känns / formen hörs / jag lyssnar med munnen / händerna vet".
Det hele begynder som en næsten meditativ betragtning, men mod slutningen af digtsamlingen er det ikke helt åbenlyst, hvad der er terning, og hvad der er det lyriske jegs krop – og samtidig fortsætter terningen med at være fjern. Sådan hensætter Hallbergs umulige vandterning også læseren i en tilstand af opmærksom vågenhed. Det deler hun med det lyriske jeg: "försöker lyssna noga / se och / svara eller / reagera / så ärligt och korrekt jag kan". Efterhånden kommer følelserne også: den bundløse sorg, livsglæden, frustrationen.
Anna Hallbergs smukke bog, som er kongenialt og minimalistisk formgivet som et simpelt kvadrat, kan læses som en bog om, hvad kunst er, men også som en fortælling om selve livet. Det er også muligt at læse den som en historie om en planet på vej mod en ekstrem tilstand. Her findes der kun vand, sand, jegets krop og alle følelser. Vinden blæser over ørkenens sand. Og terningen er et mysterium – den vil ikke "öppnas /hållas, bäras, packas in". Vi har ikke adgang til den, men vi kan ikke slippe den af syne.
Gennem hele sit forfatterskab har Anna Hallberg vist, hvordan hun kan gøre sproget til sit helt eget, og hvordan hun altid kan holde to tilsyneladende modsatrettede impulser i gang på samme tid. Hun er ikke bange for at nærme sig det banale, formelagtige og enkle i sit udtryk, samtidig med at hun rent tematisk præsterer at fastholde det komplekse og modsætningsfyldte og udtrykke sin undren over alle sprogets muligheder. Således også her, hvor læseren kan deltage i hendes løsslupne sprogleg: "iska pärlemor att det ordet finns”; ”lilla rinnlinje / vattenhoppar i sväng och böj / ivriga energin hur du forsar fram / skuttar i förälskat fnitter / jag blir glad av att se dig".
Her er også en fremstilling af, hvordan alting står i relation til noget andet, og hvad der sker i selve mødet. På denne måde møder digtenes rytme og digtsamlingens strenge form – som i sig selv svarer til terningen af vand i ørkenen – tilværelsens formløse uendelighed. Den minimalistiske form og dens rolige åndedræt stilles også over for ørkenens grænseløshed, og legens frihed og glæde møder den bundløse sorg. "allt är lämnat, ska lämnas"; "jag vill gråta över allt som varit / som är".
Anna Hallberg er ganske enkelt på samme tid en følsom digter med et vidtåbent sind og en sprogets håndværker med en imponerende kontrol over sit værk. Her anes for eksempel slægtskabet med tematikken i Inger Christensens Alfabet i det lille ord "abrikoskvinden".
Anna Hallberg (født 1975) debuterede i 2001 med digtsamlingen Friktion. Hun har modtaget adskillige priser og er blevet nomineret til endnu flere. Dette er hendes tiende digtsamling, og det er tredje gang, at hun bliver nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Tidligere er digtsamlingerne Colosseum Kolosseum fra 2010 og På era platser fra 2004 blevet nomineret. Ud over sit lyriske forfatterskab har hun igennem mange år været en indflydelsesrig og respekteret litteraturkritiker og lyrikdebattør i den svenske offentlighed.
Med sin modigt egensindige og sanselige digtsamling AN konsoliderer Anna Hallberg sin position som en af de vigtigste stemmer i svensk samtidslyrik, og samtidig flytter og tester hun grænserne for sin egen poetik.