Beinir Bergsson

Beinir Bergsson, nominee Nordic Council Literature Prize 2022

Beinir Bergsson

Photographer
Alda Mohr Eyðunardóttir
Beinir Bergsson: Sólgarðurin. Digte. Forlagið Eksil, 2021. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022.

Sólgarðurin (ikke oversat til dansk) af Beinir Bergsson er en skelsættende udvidelse af det (lyrisk) litterære landskab på Færøerne. I digtsamlingen stilles en poetisk ny-materialisme ved siden af en ung og ublu seksualitet og en erindrende melankoli. Digtene skildrer på mange måder en klassisk udviklingshistorie, men så alligevel ikke. For digtene virker ikke synderligt interesserede i at forlade eller flygte fra steder eller lægge afstand mellem digterjegets nutid og digterjegets fortid. Det ene udelukker ikke det andet hos Beinir, et seksuelt begær sker ikke på bekostning af familien, slægten. Snarere tværtimod. Begæret og seksualiteten er noget skabende og udvidende, og man sidder som læser tilbage med følelsen af at verden faktisk er blevet større med denne digtsamling.  

Beinir Bergsson debuterede i 2017 med digtsamlingen Tann lítli drongurin og beinagrindin ("Den lille dreng og skelettet"), der bl.a. skildrer tabet af en forælder, digterjegets far. Debuten vandt den færøske forfatterforenings årlige litteraturpris, EBBA-virðislønin. I Sólgarðurin er digterjeget nu blevet ældre. Frem for at være optaget af savn, fravær og afstand, er det nu optaget af nærhed, intimitet og seksualitet. Helt konkret mellem to drengekroppe. Og helt konkret ved at skabe plads til deres seksualitet. Digtsamlingens første digt starter næsten opfordrende:  

Leggur tú ryggin/naknan at mínum búki/kennir tú/hvussu mjúkt/grasið er/hvussu tað/vaksur/millum tvær hitakeldur

 

 

(”Lægger du ryggen/nøgen mod min mave/føler du/hvor blødt/græsset er/ hvordan det vokser/mellem to varmekilder”)

Selv har Beinir i medierne beskrevet Sólgarðurin som et konkret fysisk rum såvel som et abstrakt mentalt rum. Digtene foregår primært i to rum, særligt sengen i et soveværelse og bedstemorens have. I soveværelset gror græsset og intimiteten. I bedstemorens have luges der, planterne røgtes, husråd gives, og når man stikker sig og kommer til at bløde, da er det anledning til et blodoffer, som i digtsamlingen ikke synes at være symbolsk, men snarere en helt konkret strategi for at lade sig forbinde med naturen og de døde. På den måde bliver kroppene også en udvidelse af landskabet, der åbnes nye rum hvor insekter og planter kan gro, og i digtene endda tale. Igennem digtenes fremadskriden ophører skellene rummene i mellem.  

 

I digtet på s. 46 står der således:

Tak um høkuna á mær/hygg inn í munnin/at lepunum á brúntaranum/síggj hann sveiggja spakuliga/leggurin á honum/stívur/óslættur/fullur av vætu/ið rennur úr/legg tunguna á mínar varrar/lat aldurnar taka teg/gev teg upp/sjógvurin rurar okkum/til vit skola á land aftur

 

(”Hold om min hage/kig ind i munden/på bruntangens læber/se den svaje roligt/dens stilk/ stiv/knudret/fuld af væske/som løber ud/læg tungen på mine læber/giv dig selv til bølgerne/ giv dig selv/havet beroliger os/indtil vi igen skyller på land”)

De i udgangspunktet trange og klart afgrænsede rum, soveværelset og haven, lader sig ikke begrænse af sine barrierer. For digtene nægter at beskæftige sig med grænserne. Digtene er mere interesserede i at lade en ny natur vokse frem, hvor sengen bliver enormt stor, og hvor der findes både årstider, dyreliv og landskaber. De udvider sig indadtil, ind i intimiteten, ind i seksualiteten, ind i kroppenes ekstatiske forening.

 

I digtet på s. 22 står der sådan:

Vit førka okkum/inn í kamarið/tendra ljósið/fara inn í ein heim/har kropparnir/leita eftir mørkunum/hvør hjá øðrum

 

 

(”Vi flytter os/ind på soveværelset/tænder lyset/bevæger os ind i en anden verden/hvor kroppene/leder efter grænserne/hos hinanden”)

Den ene krops grænser skal altså findes hos den anden. Den enkelte krop ophører ikke ved sine egne yderpunkter, men hos den anden. Og i digtenes mest ekstatiske dele, når der tales fra et vi, er det også svært at bestemme hvilken legemsdel tilhører hvilken krop, hvad der er ønske eller skildring. Kropsdele placeres uafhængigt af jeget og duet, en tunge lægges på læberne, der pustes luft ind i en mund, der kradses til blods, en navle kysser en anden navle. Og det er som om, at det er digtsamlingens egentlige ærinde og absolutte kvalitet: det er i begæret, intimiteten og seksualiteten at verden bliver større. Det er der ejerskab og ensomhed ophører. Ikke som sprog, nej, men som faktisk og fysisk trøst, omsorg, leg, kærlighed og sex.

 

Sådan står der også i en af samlingens sidste digte, på s. 62:

Hvørja ferð tit/geva mær herðakløpp/kína mær um kjálkan/kitla meg/taka um meg/lyfta meg upp/halda mær uppi/spæla við meg/orðleyst/leggja tit ein stein/á ein varða/so mín sólgarður/sæst betur/tá aðrir menn/villast nærendis

 

 

(”Hver gang I/klapper mig på skulderen/kæler min kind/kilder mig/omfavner mig/løfter mig op/holder mig oppe/leger med mig/uden ord/lægger i en sten/oven på varden/så min solhave/bedre kan ses/når andre mænd/farer vild i nærheden”)

Med Sólgarðurin har Beinir skrevet Færøernes første eksplicitte queer-digtsamling, en for Færøerne ny litterær genre. Sólgarðurin er et nyt pejlemærke, både for litteraturen og for mændene i det ovenstående uddrag, som digtene kan forudse, vil få brug for hjælp til at finde vej i fremtiden. Derfor lykkes digtsamlingen så godt. Digtenes stærkt kropslige begær overskrider sig selv, og manifesterer på rørende vis et højere ideal om mellemmenneskelig omsorg.