Bjørn Esben Almaas

Motivering:

Ti år efter sin foregående bog vender Bjørn Esben Almaas tilbage med romanen Den gode vennen (ikke oversat til dansk), som er et nervøst og skarptskårent stykke litteratur. Det er en roman, som muligvis, og i øvrigt på ganske nænsom vis, henter inspiration hos mestre som Patrick Modiano og Emmanuel Bove og dermed fra en litteratur uden for Nordens grænser.  Dette er blot et forsøg på at placere en forfatter, som lige siden debuten i 2001 er gået sine egne veje. 

Romanen begynder således: "Inn i det grelle lyset mellom reolene kommer en mann." Og slutter med ordene: "Snart forsvinner han bak en grønn hekk, og så er det ikke lenger mulig å se ham."

I understrømmen af Almaas' seneste udgivelse ligger der en barndomsskildring, men her er der ikke tale om en nostalgisk eller bittersød dekonstruktion af det forgangne og heller ikke en forsonet gengivelse af en opvækst. Den gode vennen er snarere en hård og sindsoprivende beretning og en nådesløs meddelelse om tilbagevendende kvaler, om lidelse og om ondskab. 

Som romankonstruktion er Den gode vennen tilsyneladende simpel, men det hører ofte med til en vellykket kompositorisk strategi, at også komplekse former synes at flyde ubesværet. Også i selve syntaksen findes en helt særegen, upoleret fortætning i Almaas' fortælling. 

Almaas har skrevet en behersket og dybt medrivende roman om et barns miserable vilkår, om vedvarende og fordækt lidelse og om det voksne menneske, der kommer til kort. Måske kunne man kalde den historien om et traume. 

I Den gode vennen afdækkes barndommens tildragelser baglæns, mens den voksne mands liv, det nutidige familieliv, bølger og bevæger sig fremad – nærmest med den klassiske kriminalromans dramaturgiske tryk. Med sit kompetente greb om dette sammenflettede forløb viser Almaas, at han har udviklet sit helt eget raffinerede udtryk.

Den gode vennen er en foruroligende rapport fra en miserabel opvækst, men den rummer også sin helt egen vemodige intensitet, som kun den virkelig gode litteratur kan give os.