Carl Frode Tiller

Carl Frode Tiller følger op på Indkredsning-trilogien – et hovedværk i den norske litteratur efter årtusindskiftet – med en roman, hvori han benytter sine avancerede fortællestrukturer på helt nyt stof. Begynnelser (ikke udgivet på dansk) indledes med, at Terje, der arbejder som miljøkonsulent med bevarelse af biodiversitet som speciale, ligger på hospitalet efter et selvmordsforsøg. Derfra fortælles historien baglæns, således at læseren tages med på en rejse tilbage i tiden til små og store begivenheder, der synes at udgøre mulige begyndelser på forskellige livsforløb, som Terje kunne have haft – samtidig med at vi ser, at de veje, han ikke har fulgt, også er med til at forme ham. Som få andre synes Tiller at tage Søren Kierkegaards ord alvorligt: ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”.

Terjes mor og søster samles omkring Terje – i konkret forstand ved hospitalssengen, men i endnu højere grad i overført forstand og får her selskab af hans teenagedatter og hans ekskone. I tilbageblikkene presser de nære relationer sig på med en nærmest klaustrofobisk kraft. Skridt for skridt følger vi Terje baglæns gennem tiden i hans passivitet og ulmende vrede over for alle, der i hans øjne misforstår ham og gør ham uret, gennem et ægteskab fyldt med kærlighed og strid, tilbage til det bitre forhold mellem ham og en mor, der lader til at have mistet kontrollen. Men Begynnelser er mere optaget af at skildre den dumpe følelse af at være misforstået, som alle karaktererne i romanen på forskellig vis synes at opleve, end at placere skyld. I sine mesterlige dialoger fremmaner Tiller det brede spektrum af følelser, der kan ligge skjult i den mest hverdagslige ordveksling.

Terje har, måske som en modvægt til sin opvækst, valgt en idealistisk profession som kommunal miljøkonsulent. I naturen ser han en renhed, som ikke findes i de menneskelige forhold, han er vant til, og som han anser for at være forgiftede. Men at slås for naturen er alt andet end enkelt. I romanens særegne prosa stilles de smukt klingende fantasifulde navne, som vi mennesker har påhæftet naturen – korsblomst, ahornugle, vild rabarber – op imod den tankeløshed, som vi i andre sammenhænge udviser over for selvsamme organismer.

I det økologiske samspil, som Terje har studeret, er årsag og virkning ikke altid umiddelbart til at overskue. En lille ændring i en arts livsmiljø, en forskydning af balancen mellem to organismer, kan få uanede konsekvenser for et helt andet led i næringskæden. Forholder det sig på samme måde med mennesker? Knuderne i Terjes familie – deres vanskeligheder med at løse hverdagens forviklinger op – udgør en dyster klangbund for det uoverskuelige net af menneskelige motiver, der ligger bag beslutninger, som får konsekvenser for flora og fauna i led efter led.

Går ødelæggelsen mod sit uundgåelige endeligt, eller kan den endnu afværges? Kan man træffe andre valg, eller er udfaldet på forhånd bestemt af valg, som er truffet for flere årtier siden? I Tillers romanvæv åbnes de vanskelige spørgsmål gennem en forståelse for kompleksiteten i de sociale og naturgivne systemer, der styrer vores liv – og vekselvirkningen mellem de to. At Terjes liv – til trods for, at det i mange henseender har taget en langt mere ”konstruktiv” retning, end det kunne have gjort – fører til et selvmordsforsøg, viser i sig selv, at ingen svar kan tages for givet.

”Vi mennesker burde udvide næstekærlighedsbuddet, tænkte jeg; vi burde leve på en sådan måde, at de andre arter savner os, den dag vores art er forsvundet fra kloden,” tænker Terje på et tidspunkt. Der er ikke meget i romanen, der tyder på, at Terje eller hans omgivelser er nået til det punkt endnu, men romanen antyder, at menneskeskabte problemer kan og skal løses i mennesket selv, og den gør det på en måde, som sætter akutte miljøspørgsmål på dagsordenen med litterær styrke og kompleksitet.