Caroline Albertine Minor

Caroline Albertine Minors tredje prosaværk Velsignelser handler om tilværelsens sværeste situationer, hvor sorgen og desperationen efter tabet af et andet menneske truer med at fylde og udslette alt. Men det handler også om de mirakuløse øjeblikke, hvor der øjnes lys for enden af tunnelen, og hvor der opstår håb, når et andet, ofte tilfældigt, menneske rækker hånden frem og viser os en vej ud af mørket. I værkets syv noveller møder vi mennesker, der står afmægtige efter et ubærligt tab – en ung forelsket mor, der mister sin mand ved en hjerneskade, en mor, hvis datter begår selvmord, og en datter, der ignoreres af sin døende far. Det er alle sammen situationer med uhyre komplekse følelser af savn, smerte, vrede, skam, sorg og ensomhed, som vi vanligvis ikke har sprog for, ligesom vi sjældent er i stand til at beskrive de velsignende, tit upåfaldende momenter, hvor en anden – i novellerne f.eks. en præst og en nabo – får skubbet den forpinte og kriseramte ind i livet igen. I Minors stilsikre, præcise og gribende portrætter sættes der på mesterlig vis ord på dette morads af følelser.

De syv fortællinger slynger sig imellem hinanden i arabeskagtige former, der hverken minder om klassiske dannelses- og skæbnefortællinger eller om postmodernismens systematisk konstruerede romaner, men nok om selve livet, hvor hver historie pulserer vildt af individuelt liv, der samtidig er forbundet med de øvrige novellers liv. Velsignelser udgør ikke kun et hele i kraft af, at en række personer dukker op i flere af fortællingerne, men også, fordi der i alle teksterne er den samme eminente evne til at skildre psykiske tilstande i deres nuancerigdom med en på én gang klinisk klar og forunderlig suggestiv stil.

I særklasse er Minors billedsprog, der aldrig bliver udvendigt eller ornamenteret, men som en sonde trænger ned og udtrykker de dybeste smertepunkter. I fortællingen om den unge mor, hvis mand er forsvundet psykisk fra hende efter en bilulykke, hører vi: ”Fortiden kom til ham i glimt, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde fast i, forbinde og udvide hans øer af klarhed. Mit håb var, at der i ham ville opstå en kyststrækning af minder tilsvarende den, der fandtes i mig.” I historien om en au pair pige, der hænger sig i et figentræ, efter at have haft et forhold til en skruppelløs gift mand: ”som altid er hans ondskabsfuldhed uventet og forfriskende, en delfinryg, der dukker op og bryder personlighedens glatte flade.” I fortællingen om en ung kvinde med et spædbarn og en mand, hvis bedste ven, hun elskede og havde et forhold til, men som tog en overdosis: ”Følelsen af, at ingenting virkelig fandtes, havde vokset i mig hele morgenen, nu foldede den sig ud som en blomst i min hjerne”.

Det er grusomme, ubærlige, dunkle, skamfulde, angstfulde og pinefulde følelser, der er på spil i de syv fortællinger, men efter oplevelserne af tab, ensomhed, svigt, sorg og retningsløshed er der også håb, venskab, kærlighed, medmenneskelighed og nye horisonter. Alt dette formår Caroline Albertine Minor at skildre i sin elegante, passionerede og usædvanlig smukke prosa. Velsignelser har potentiale til at blive et hovedværk i de sidste årtiers danske kortprosa.