Hannu Raittila: Terminaali (Terminal)
Hannu Raittila (født 1956) har med sine 16 udgivelser konsolideret sin position som en af de centrale finske nutidsforfattere. Han fik Finlandiaprisen for sin roman Canal Grande(2001). Den aktuelle roman Terminaali (2013) fik Runebergprisen i 2014 og var nomineret til Finlandiaprisen året før.
Raittilas romaner og essays har fået prædikatet ”ingeniørprosa”, fordi han gerne skildrer verden i teknologiske termer. I Raittilas romaner symboliserer de tekniske innovationer og målbare ting menneskets skaberkraft og mulighed for at påvirke sine omgivelser. Samtidig findes der en paradoksal tanke om hybris, en stræben efter at skabe storslåede ting, som krakelerer på grund af storhedsvanvid. I Raittilas virkelighed stræber troen på teknologien efter at erstatte Guds skaberværk, men den verden, der konstrueres på teknologi, viser sig at være en yderst sårbar og skrøbelig illusion.
Hvor Raittila i Canal Grande flytter sin hovedperson til Venedig for at forhindre byen i at synke i havet, bevæger Terminaali sig i den globale verden, både på havet og i luften. Fortællingen handler tilsyneladende om en splittet familie, som søger efter samhørighed, men rent faktisk skildres den vestlige kultur, som er dømt til undergang, samt kollisionen mellem den vestlige og østlige verden.
Raittila opbygger sin roman ved at skabe to parallelle verdener, et mikrokosmos og et makrokosmos. Forfatteren skaber analogier og beskriver familiens problemer ved at sammenligne dem med kontinentalsoklens bevægelser udad og indad. ”Även människorna avlägsnar och närmar sig varandra i hemlighetsfulla cykliska rörelser – också familjemedlemmarna”, konstaterer forfatteren. Den oprindelige kernefamilie, som er skrumpet på grund af tragiske hændelser, oplever i slutningen noget som nærmer sig harmoni i det finske midsommerlys.
Raittila forener den finske Lampen-families epoke med den globale krise, som blev udløst af terrorangrebet den 9/11 2011. Romanens kronologi følger tiden før og efter denne katastrofe. Familiens datter Paula, som kalder sig Laura ligesom hovedpersonen i tv-serien Twin Peaks, befinder sig på en flyrejse til USA samtidig med at tårnene styrter sammen. Herefter bliver hun lukket inde i en canadisk lufthavnsterminal på ubestemt tid. Terminalerne og lufthavnene bliver velkendte steder for Laura, som sammen med sin veninde Sara hengiver sig til en piget subkultur, hvor det at drive rundt i lufthavne bliver en livsstil. Lufthavnene og rejserne er som en ny religion i en materialistisk tid, og ritualerne minder om åndelige øvelser.
På grund af romanens synsvinkelteknik får læseren et indblik i Lauras verden gennem hendes dagbøger. Vi hører om hendes livsbane: Efter adskillige eksperimenter og identitetsskift ender hun hos en palæstinensisk terrorist og dør en martyrdød. Rent tematisk fungerer Lauras far, den finlandssvenske Johan Lampen, og hans kone, Pirjo, som de egentlige hovedpersoner. Når Johan er fortæller, realiserer han sin interesse for teknologien ved at rejse rundt i verden som grænsevagt. Han begynder at lede efter sin datter, som han sidst så, da hun var et spædbarn. Pirjo er derimod nyhedsoplæser og repræsenterer medieteknologien i en fortælling om verden som et fælles hverdagsrum, som man i stadig højere grad kan manipulere med.
Den synsvinkelteknik, Raittila har valgt, tilfører romanen forskellige diskurser og stilistiske udtryk. Der er både Lauras naive dagbogsoptegnelser og Johans dybsindige analyser af sig selv, Pirjos nogle gange meget stærke følelsesmæssige udbrud og Saras distancerede rapporter. Romanen er i konstant bevægelse, og intrigen holder spændingen oppe helt indtil slutningen. Hvert kapitel åbner nye dimensioner i denne velkomponerede helhed.
Der er masser af intertekstuelle referencer i romanen. Der er henvisninger til Bibelen, Homers Odyséen, men også til moderne klassikere som Joseph Conrads Heart of Darkness eller Väinö Linnas realistiske fortællertradition. Med sin evne til at trække store linjer op fortsætter Raittila på sin vis Linnas arbejde, men udvider rammerne i forhold til den globale virkelighed.
Romanens titel Terminaali henviser naturligvis til lufthavnsterminaler, men kan også tolkes som en allegori over de negative følger af en alt for omfattende globalisering. Den teknologi, som gør det muligt at skabe kommunikationsmæssige netværk, medfører nye konflikter som truer både miljøet og kulturen. Den eskatologiske verden, som romanen beskriver, er blevet syg og er på vej ind i terminalfasen, som kan være en blindgyde.