Jón Kalman Stefánsson: Fiskarnir hafa enga fætur (Fiskarna har inga fötter)

Jon Kalman Stefansson er født d. 17. december 1963 og hans første bog, en digtsamling, udkom i 1988. Siden da har han udgivet tre digtesamlinger, noveller og ni romaner samt mange oversættelser. Han er blevet nomineret tre gange til Nordisk råds litteraturpris, senest 2007, og også til Den Islandske Oversættelsespris for skønlitteratur. I 2005 fik han Den Islandske Litteraturpris. Jons bøger er blevet oversat til bl.a. de nordiske sprog, tysk og engelsk.

I et interview i islandsk fjernsyn fortalte Jon, at romanen Fiskarnir hafa enga fætur (Fiskarna har inga fötter) handler om søgning, om en nation på flugt fra at se sig selv i øjnene og søgning efter identitet. Hvem er vi egentlig og hvem vil vi gerne være? Fortæller vi måske aldrig den hele sandhed og bliver derfor aldrig hele mennesker?

Denne søgning efter sandhed og identitet er et stærkt tema i romanen, en slags slægtshistorie med mange sammenknyttede historier, der foregår på mange tidsplaner. I forgrund er forfatteren og bogforlæggeren Ari, hans opvækst og familie, og historien fortælles af hans gode ven, måske en nær slægtning eller måske Aris kosmiske tvilling, en alternativ Ari som ikke flyttede fra Island.

For det meste foregår romanens handling henholdvis i Nordfjordur på Islands østkyst, en landsby mellen stejle bjerge hvor man lever af fiskeri, og også i Keflavik på Reykjanes i det sydvestlige, en by hvor man ikke længere har fiskekvota og har sit levebrød af den amerikanske militærbase. I Nordfjordur bliver Aris bedsteforældre forelskede og deres tragiske kærlighedshistorie udfolder sig omringet af barsk natur og kampen mod elementerne; i Beatles-byen Keflavik, ”Islands sorteste sted”, snylter man på og stjæler fra det amerikanske militær og den traditionelle islandske kultur og etik tager en helt ny retning. Personerne er ingen enkle ”papfigurer” men mennesker af kød og blod, med eget indre liv og hemmeligheder, som læseren indvies i efterhånden som romanen skrider frem.

De forskellige historier og personer danner en farverig og intens væv, der beskriver ikke blot de enkelte personers skæbne, men også nationens og ikke mindst arbejderklassens. I islandsk litteratur er der ikke blevet skrivet meget om Keflavik og det særprægede samfund der opstod da den amerikanske base blev oprettet i 1951. Mange flyttede til den lille fiskerby – ligesom Aris familie – for at arbejde for militæret og tjene flere penge end de kunne andre steder i Island, med en resulterende blanding af beundring og foragt for det amerikanske. Jon Kalman Stefansson prøver ikke at beskrive disse forhold som en historiker, men som en meget talentfuld forfatter, hele tiden med fokus på det personlige uden at glemme det store sammenhæng. Keflavik er ikke drømmen om Island, den står udenfor den smukke postkorte-drøm og alligevel er den selve drømmens kerne.

Fiskarnir hafa enga fætur (Fiskarna har inga fötter) vidare er en usædvanlig godt skrevet roman, præget af forfatterens stærke stilistiske sans og sikker anvendelse af sprogets nuancer og muligheder. Jon Kalman Stefansson er en af Islands bedste forfattere, som denne mangefacetterede og kraftfulde roman beviser uden for enhver tvivl.