Karin Erlandsson (FI)
Øjestenen (Aqua ova) har draget perlefiskerne siden tidernes morgen. Den vækker et enormt begær, og perlefiskeren kan derfor finde på at forlade sin familie og hjemby uden at føle savn. For de efterladte er afsavnet dog enormt.
Perlefiskesæsonen er på sit højeste, og perlefiskeren Miranda nyder at fiske havets skatte op af vandet. Hun mener selv, at hun er den bedste. Efter at hendes far blev ramt af begæret efter øjestenen og forsvandt, er hun begyndt at fiske med hans ven, som overlader den konstant snakkende Syrsa med de vippende rottehaler i hendes varetægt. Hun er irriteret over selskabet og lader det gå ud over Syrsa.
Da dronningen udskriver en ny jagt på øjestenen, er Miranda sikker på, at hun er den bedst egnede. Men jagten er ikke ufarlig. Klemporesvampe (Compresa compresa) kan lukke sig om perlefiskerne og sluge dem. Rosenhajer (Rosa heprantica) flokkes omkring perlerevene. Med deres blodtørstige krøllede snuder har de allerede lemlæstet pigernes kroppe, og havet blev farvet rødt af blod, da pigerne mistede hver sin arm. At pigerne er enarmede vækker sjældent opmærksomhed i teksten, men tages for givet. Romanen sætter dermed spørgsmålstegn ved, hvilke kroppe der er funktionsdygtige, og hvilke der ikke er det. Med sine enarmede pigegestalter tager Erlandsson ubesværet stilling til mangfoldighed. Tuuli Toivola giver det farvesprudlende fantasymiljø et tidløst udtryk med sine sort-hvide illustrationer.
Indsatserne er skyhøje i denne klassisk udformede fortælling om længsel, tilhørsforhold og overlevelse. Fortælleglæden er et stærkt bærende element i den helstøbte roman i mange lag, som beskriver perlefiskernes jagt på den eftertragtede øjesten, som vil stille al længsel. Karin Erlandsson behersker elementerne. Roligt lader hun fortællingen bølge fremad. Lidt efter lidt indser Miranda, at den enerverende Syrsa er selve øjestenen – at søsterskabet er det efterstræbelsesværdige:
- Fandt I øjestenen?
- På en måde, siger jeg. Men mest af alt fandt vi noget bedre.
Kort og vejbeskrivelser er vigtige, som det sig hør og bør i et eventyr. På deres færd mod indsigt mellemlander pigerne hos fyrvogteren Tekla i et Tove Jansson-inspireret møde. Vejen går videre til Hildegards skole i den nordlige region og fortsætter til byen ved havets ende, hvor de møder den tidligere perlefisker Lydia. Gennemgående er det piger og kvinder, der står i begivenhedernes centrum. Også fortællingens og eventyrets ondskab gestaltes i skikkelse af en kvinde, den onde Iberis, som udstråler kulde og vil tilrane sig øjestenen. Den isnende trussel fra hendes grådighed løber som en understrøm gennem hele historien.
Undervandscenerne er suggestive. Syrsas smil, da hun får lov til at følge Miranda ned i dybet, er næsten for bredt til, at det kan være i hendes dykkerhjelm. Pigernes sagte svæven som søstjerner, inden de lander på havbunden for at fylde deres rygsække med perler, er blot en af mange detaljer, som gør teksten troværdig.
Pärlfiskaren (på dansk ”Perlefiskeren”) har en bred og indlysende appel. Historien løber over den traditionelle eventyrromans bredder ved at udfordre konventionerne, samtidig med at brugen af genrens redskaber er stilren.
Karin Erlandssons debut inden for børnelitteraturen, Pärlfiskaren, blev kåret som vinder i forlaget Schildt & Söderströms manuskriptkonkurrence ”Berättelsen är bäst!” i 2016 og blev i 2018 belønnet med både Runeberg Junior-prisen og Svenska litteratursällskapets pris. Erlandsson blev i 2015 nomineret til Nordisk Råds litteraturpris med romanen Minkriket (”Minkriget”) fra 2014. Hun har også skrevet spændingsromanerne Pojken (2018), Missdåd (2016) og kogebogen Sött och nött (2012). Erlandsson fik i 2012 førstepræmien i Solveig von Schoultz-konkurrencen, og i 2002 blev hun nummer tre i Arvid Mörne-konkurrencen for sine digte.