Karline Nathansen og Pernille Kreutzmann-Larsen

Fotograf
Mette Nathansen / Aputsiaq Brandt
Karline Nathansen og Pernille Kreutzmann-Larsen (ill.): Naja arferlu, billedbog, Arctic Media, 2025. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2026.

Karline Nathansen og illustratoren Pernille Kreutzmann-Larsen har med Naja arferlu ("Naja og hvalen", ikke oversat til dansk) skabt en poetisk og sanselig billedbog, som giver en tydelig stemme til en arktisk måde at forstå verden på. Gennem barnets møde med havet og relationen mellem generationer åbner bogen et univers, hvor natur, fortælling og fællesskab stadig udgør en måde at være i verden på.  

Naja arferlu er en poetisk visuelt fortryllende fortælling, som giver Grønland en klar og særegen stemme i den arktiske børnelitteratur – og dermed også i den nordiske litterære samtale. I en tid, hvor Arktis ofte omtales i en kontekst af strategiske interesser og globale magtforhold, minder bogen os om noget mere grundlæggende, som er, at Arktis først og fremmest er et levende landskab. Et sted, hvor mennesker, dyr og natur indgår i dybe og gensidige relationer, og hvor fortællinger er en måde at forstå verden på.  

Fortællingen følger pigen Naja og hendes nære forhold til sin mormor. I deres samvær åbner der sig et rum, hvor fantasi og virkelighed flyder sammen. Da Naja møder hvalen og føres ud på en drømmeagtig rejse gennem havets verden, træder læseren ind i et univers, hvor naturen ikke bare fungerer som kulisse, men som en levende medspiller. Havet, dyrene og landskabet fremstår som en del af et relationelt fællesskab, hvor mennesket ikke står uden for naturen, men er vævet sammen med den.  

Dette verdenssyn er tæt forbundet med den arktiske og oprindelige form for viden, hvor land, hav og liv opfattes som gensidigt forbundne. I Naja arferlu formidles dette perspektiv med en sjælden lethed gennem barnets blik. Najas møde med hvalen bliver således ikke blot et fantasifuldt eventyr, men en poetisk erfaring af at være i relation til den omgivende verden – en verden, hvor naturen har sit eget nærvær og sin egen værdighed.  

Samtidig er bogen en stille og rørende hyldest til den mundtlige fortælletradition. Forholdet mellem Naja og hendes mormor udgør historiens varme centrum. Det er gennem samtalen, fortællingen og det fælles nærvær, at verden åbner sig for barnet. Fortællingerne bærer erfaringer og viden videre mellem generationer, men de bærer også på noget mere: en følelse af tilknytning, omsorg og kontinuitet. Den mundtlige tradition fremstår ikke her som et levn fra fortiden, men som en levende måde at være i verden på.  

I denne sammenhæng indeholder Naja arferlu også en stille resonans i forhold til den samtid, som mange børn vokser op i. I en hverdag, der er præget af en konstant digital tilstedeværelse, peger bogen på værdien af opmærksomhed, fantasi og oprigtigt nærvær. Den minder os om, at verden stadig kan opdages gennem sanserne, gennem relationer og gennem fortællingen – i mødet mellem mennesker og i mødet med naturen.  

Illustrationerne af Pernille Kreutzmann-Larsen er afgørende for bogens kunstneriske styrke. I en livlig akvarelstil skaber hun et billedunivers, hvor lys, farver og bevægelse giver fortællingen en nærmest drømmeagtig karakter. Havets dyb, de arktiske landskaber og mødet mellem barn og dyr vises i billeder, som er både detaljerede og åbne for læserens egen fantasi. Samspillet mellem tekst og billeder gør bogen til en helstøbt billedbog, hvor de visuelle og sproglige lag løfter hinanden og skaber et samlet kunstnerisk udtryk.  

Karline Nathansen (født 1979) er fra Paamiut, og hun er født samme år, som selvstyret blev indført i Grønland. Hun voksede op sammen med sine fire søskende med naturen tæt på, og hun tilbragte mange timer i landskabet omkring hjembyen. Hun er uddannet inden for sport og eventmanagement, og hun er autoriseret tolk og oversætter i grønlandsk og dansk inden for sundhedsområdet. I dag bor hun i Randers i Danmark med sin mand og deres to børn. Der arbejder hun både som tolk for grønlandske borgere og i receptionen på Randers Kunstmuseum. Karline Nathansen begyndte at skrive i 2019, og i 2025 udgav hun sin første børnebog, Naja arferlu

Pernille Kreutzmann-Larsen (født 1987) er fra Sisimiut. Hun er den yngste i søskendeflokken. Allerede som barn havde hun mange interesser, blandt andet sang, tegning, maling, historieskrivning, sangskrivning og håndarbejde var aktiviteter, som hun meget gerne gav sig i kast med. Interessen for historie har altid være en vigtig del af hendes liv, og hun er da også uddannet inden for kultur- og samfundshistorie fra Grønlands Universitet. I musikverdenen er hun kendt som sanger og sangskriver i bandet TIU. Siden 2017 har Pernille Kreutzmann-Larsen illustreret en række bøger, blandt andet Tuttuarannguaq (”Rensdyrungen”) af Camilla Sommer, som blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2019. I dag arbejder hun selvstændigt inden for kunst og musik, og hun driver desuden forlaget Masaatsiaq.