Kerstin Ekman

Kerstin Ekman, nominee Nordic Council Literature Prize 2022

Kerstin Ekman

Photographer
Thron Ullberg
Kerstin Ekman: Löpa varg. Roman. Albert Bonniers Förlag, 2021. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2022.

En dag ser en ældre jæger spor efter en stor ulv i skoven, og han føler omgående en samhørighed med dyret. Ulvens ankomst til området deler vandene på det jagthold, som manden har været leder af i mange år, og får ham til at se tilbage på et langt liv i og med skoven, med geværet, jagthundene og senere hustruen som konstanter. Ligesom en gammel ulv, der har været en naturlig alfahan, er han nu ved at blive drevet bort. Da han læser sine gamle jagtdagbøger, begynder han at revurdere de valg, han har truffet i livet.

Med Löpa varg (ikke oversat til dansk) viser Kerstin Ekman, at hun behersker sit instrument til fulde. Hver eneste formulering vidner om forfatterens absolutte sproglige gehør. Med elegance og præcision former Ekman et menneske, som famlende vender blikket mod sig selv, den han er blevet til, og den han måske kunne have været. Samtidig åbner hendes udfoldelse af en enkelt menneskeskæbne op for flere og mere almengyldige læsninger i flere lag. Blot gennem titlen, Löpa varg‚ som betyder at gå i et med dyret og antage ulveskikkelse, lader hun læseren reflektere over, at grænsen mellem menneske og dyr er arbitrær og variabel.

Kerstin Ekman (født 1933) har siden debuten i 1959 opbygget et stort og bredt forfatterskab, som er blevet belønnet med flere store priser. Blandt andet fik hendes roman Händelser vid vatten (Hændelser ved vand, Rosinante, 2010, overs. Anne Marie Bjerg) både Augustprisen og Nordisk Råds pris i 1994. I Löpa varg samles nogle af forfatterskabets vigtigste temaer i en koncentreret form. Det handler om det enkelte menneskes situation og ansvar i en postantropocentrisk verden, om forholdet mellem menneske, dyr og lokalområde samt om dynamikken mellem mennesker i det mindre samfund. Samtidig rummer romanen en mere inderlig fortælling om et gammelt ægteskab og et liv, som er på vej mod sin afslutning.