Laura Lähteenmäki

Fotograf
Veikko Somerpuro
Laura Lähteenmäki: Laske salaa kymmeneen. Roman for børn, WSOY, 2023. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2024.

Motivering

Myy, Viivi, Heta, Aada og Camilla er en sammentømret gruppe på fem piger, som kalder sig for Pätkikset. Men da fjerde klasse nærmer sig sin afslutning, opdager Myy, at noget har ændret sig. Hun føler ikke længere, at hun er en del af gruppen. Hun kan mærke, at den livlige snak forstummer, når hun nærmer sig sine venner. Når pigerne krammer hinanden i en tæt cirkel, er der ikke plads til Myy.  

 

Laske salaa kymmeneen ("Tæl stille til ti"; ikke oversat til dansk) er en fortælling om venskab mellem piger og om den forandring, der kommer, når man vokser, men som er svær at acceptere. Myy bliver holdt udenfor, og hun føler, at der er noget galt med hende, fordi hun stadig vil lege og ikke er interesseret i sminke og i at blive stor. Når det er svært med pigerne, giver en ny dreng, som dukker op i området, en vidunderlig mulighed for at kaste sig ind i legens verden. Myy og Lassi løber ind i en nærliggende skov, hvor de fordyber sig i en fælles leg, hvor tid og sted forsvinder.  

 

Den fine beskrivelse af legen får ligefrem læseren til at overveje, om Myys nye ven måske bare er en fantasi. Myy er så optaget af legen, at hun glemmer at spørge sin nye ven om telefonnummer og efternavn. Bogen er en hyldest til den frie leg og dens betydning i et barns liv. Leg giver ikke bare barnet glæde og underholdning, men understøtter udviklingen og giver også barnet mulighed for at håndtere følelser, som kan være forvirrende og svære at forstå. I legen kan barnet selv bestemme reglerne. Det er befriende, fordi pigegruppen har masser af uskrevne regler, som løbende ændrer sig i takt med, at pigerne vokser. 

 

Værket skildrer på fremragende vis nutidens barndom med sommerlejre, skole, telefoner og chatgrupper, overdådige fødselsdagsfester med specielle cupcakes samt en barndom, som er kort. Det beskriver den nære relation mellem Myy og hendes enlige mor, som får flere facetter i takt med at Myy vokser, og fordi morfar bliver syg.  

 

Fortællingen fanger på en levende måde et 10-årigt barns perspektiv. Myy gætter, hvad hendes mor kommer til at sige, og hun læser sine venners tanker mellem linjerne, når hun mistænker dem for at bagtale hende. Myy vil ikke vokse – hun modsætter sig forandringen, og hun vil fortsætte med at kaste sig ind i lege, selv om hun kan fornemme forandringen.  

 

Laske salaa kymmeneen er en flydende skrevet og sprogligt smuk børneroman, som beskriver en sommer på grænsen mellem barndom og ungdom. Bogen skildrer barndommen i vores tid, men i beskrivelsen af legen fanges også den tidløse charme og kraften i barndommens lege.   

Laura Lähteenmäki er en finsk børne- og ungdomsforfatter. Siden debuten med en ungdomsroman i 1998 har hun skrevet over tyve værker. Laura Lähteenmäki skriver om unge menneskers liv og deres søgen efter deres egen plads. Hun fik Arvid Lydecken-prisen for en børneroman af høj klasse for sin bog Marenkikeiju i 2007 og hendes værker er også nomineret til Topelius- og Finlandia Junior-priserne. Laura Lähteenmäki bor i Jyväskylä. Ud over sit arbejde som forfatter er hun også forlagsdirektør.