Linn Ullmann: De urolige
Linn Ullmanns De urolige er en roman om en mor, en far og et barn. ”At se, at huske, at begribe. Alt afhænger af, hvor du står,” siges det i romanen. Og Ullmanns fortæller, som er det voksne barn, har et tydeligt ståsted i sig selv, som gør hende i stand til at fortælle om forældrene med en sjældent god balance mellem indlevelse og en mere nøgternt observerende distance.
De urolige er som udgangspunkt en klassisk erindringsroman med flere lag. Rammen er konkret: Datteren sidder og lytter til en lydoptagelse, som hun lavede i de sidste dage af farens liv med det formål at udgive en erindringsbog sammen med ham. Hendes vægren over for dette projekt – berøringsangsten over for materialet – bliver et grundelement i romanen, som lader optagelserne indgå i en reflekteret og formmæssigt ambitiøs fortælling om deres fælles fortid. Som en parallel til usikkerheden om, hvad optagelserne skal bruges til, vender fortælleren gang på gang tilbage til sit eget ansigt og oplevelsen af, at det ikke sidder, hvor det skal: ”Hun ser ikke ud som et eneste billede af sig selv, og alle billederne af hende adskiller sig fra hinanden”. Det handler i begge tilfælde om den grundlæggende eksistentielle orientering i et liv. Hvem kan jeg sige til mig selv, at jeg er?
Ullmann har ikke lagt skjul på, at det er hendes egne forældre, hun fortæller om. Fra første stund står det imidlertid klart, at vi har at gøre med en forfatter med en usædvanlig evne til såvel at forløse erindringer scenisk som til at få det erindrede til at række ud over den konkrete personlige historie.
Romanens mor og far betragtes med en vis kærlighed, men også med et blik for, hvordan deres forskellige egenskaber og livsstrategier indvirker på andre – på godt og ondt: ”Det var vigtigt for moren, hvordan tingene fremstod. Hvordan hun fremstod. Hvordan alt omkring hende fremstod. Hun blev til ved at fremstå”.
Historien, som udspiller sig på flere forskellige tidsplaner, bærer præg af en fortæller, som har en evne til uanstrengt at flytte sig selv og læseren i tid og rum og mellem forskellige perspektiver. Fortællerens tøven over for det oprindelige erindringsprojekt, som er knyttet til lydoptagelserne, spejles på modig og moden vis i selve romanens struktur, hvor læseren får følelsen af at deltage i romanens tilblivelse. Fremstillingen er gennemgående præget af en indlevelsesevne, der er lige så fin, som den er nøgtern i sine antagelser om, hvad man kan vide om andre: ”Sandheden er, at man ikke kan vide ret meget om andre menneskers liv, især ikke sine forældres, og i hvert fald ikke, hvis forældrene har gjort en dyd ud af at forvandle deres liv til historier, som de efterfølgende fortæller med en beåndet evne til ikke at bryde sig det mindste om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er”. Indsigten i livsfortællingers potentielt forvandlende kraft såvel som deres begrænsninger har skabt en roman, der handler lige så meget om, hvordan man forstår og fortæller om et liv, som den handler om de konkrete livsforløb, der havner under luppen.
Ifølge fortælleren handler det om tre kærligheder: Kærligheden mellem mor og far. Kærligheden mellem forældre og børn. Og kærligheden til det sted, hvor handlingen udspiller sig. Læseren vil måske spørge sig selv, om der i virkeligheden ikke er tale om fire kærligheder, idet en sidehistorie om fortællerens ægteskab udgør et væsentligt supplement, som udfylder fortællingerne om de andre relationer og sætter dem i relief. De urolige er en roman, hvor spændingen ikke handler om udfaldet af historien, men om fortællerens evne til at forstå sin egen historie og sine egne relationer, og hvordan disse gang på gang bliver fortalt og genfortalt.