Maria Vilja
Den nordiske sommer ventes med så stor længsel, og den er så værdifuld, at alle dens smukke dage bør være fyldt med lykke. Mange genkender dette pres, og bevidstheden om, hvor få sommerdage, der kan være, sidder dybt i mange generationer. Maria Viljas billedbog Kesän ainoa kaunis päivä ("Sommerens eneste smukke dag", ikke oversat til dansk) fortæller om, hvordan hele denne spænding koncentreret i et enkelt døgn får en mor og hendes to børn til at miste fatningen. De tager på udflugt til en ø, men de lykkelige stunder begrænser sig højst til øjeblikke på en side, for på næste side at blive erstattet af skuffelsesudbrud og forsøg på at komme over dem. Til sidst er det moren, som reagerer stærkest og bryder grædende sammen midt i sommeridyllen og kommer til at sige det værste. Hun vil have nogle nye børn.
Maria Vilja bruger på fremragende vis billedbogens udtryksform til at opbygge udflugtens kurve fra kaosset under pakningen til den frygtelige travlhed, som er nødvendig for at nå færgen og at bære bagagen på øen, børnenes småskænderier og de hyggelige stunder, skønheden og glæden, som alligevel findes midt i alt dette. Perspektiverne varierer i illustrationerne, og hele opslag blandes med serier af små billeder. I teksten fordeler forfatteren på strålende vis synsvinklen mellem de tre personer, og hun præsenterer dem alle som særprægede, troværdige karakterer. Ord og billeder spiller naturligt sammen og viser på en humoristisk og rørende måde, hvordan både barnet og den voksne forsøger at beherske sig, men ikke altid lykkes med det. På billederne lyser den smukke forsommer, som på den ene side skaber lykke, men på den anden side kræver den også, at man skal opleve den. Et kamera er det observerende øjne, som bliver brugt til at forevige de lykkelige stunder.
Opslagene i Maria Viljas billedbog er forskellige skildringer af forsommerlyset og naturen, der springer ud på øen, med hoppende vipstjerter og mørke, rødlige udsigter, som er formørket af skuffelse. Og det er moren, der styrer showet. Maria Vilja viser uden omsvøb, hvor uhyggeligt morens ansigt kan blive, og hvor meget børnene krymper sig, eller hvor trist moren ser ud, når hun beder sine børn om tilgivelse. Morens orangerøde kjole lyser i bogen som et stærkt symbol på både kærlighedens varme og den uberegnelige trussel, som kan flamme op og fortære lykken. Alligevel kravler børnene ind under morens kjole, selv når hun er vred, og de bruger det som et telt, hvor de finder beskyttelse og tryghed.
Maria Vilja skildrer sine karakterer og deres relationer på en særegen og meget kropslig måde, som både er humoristisk og ægte. Skuffelsen forvrider ansigtet og kan ses i hele kroppen, men det kan også begejstringen og glæden, og at man ikke længere står alene med skrigene og sukkene. "Mors ben så trætte og runde ud", konstaterer barnet, som søger fred under morens kjole. Og da udbruddet er forbi, fyldes det sidste opslag med et af de smukkeste kram, som nogensinde er set i en billedbog. Maria Viljas billedbog udvikler sig til en fortælling ud over sig selv om de menneskelige følelsers lunefuldhed, tilgivelse, og hvor smertefuld og smuk sådan en typisk, ualmindelig sommerdag kan være.
Maria Vilja (født 1986) er illustrator, kunstpædagog og socionom. I sine tidligere billedbøger har hun skildret et hypersensitivt barns hverdag. Kesän ainoa kaunis päivä er hendes tredje billedbog.