Mikaela Nyman

Motivering: 

To verdener, som er omgivet af hav, mødes hos Mikaela Nyman (født 1966). Hun er ålandsk forfatter og journalist og har igennem lang tid boet på New Zealand. I sin debutsamling När vändkrets läggs mot vändkrets, som blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2020, drog hun paralleller mellem øerne i verdenshavet på baggrund af søsterens sygdom og død. 

I den nye samling För att ta sig ur en rivström måste man röra sig i sidled (ikke oversat til dansk), fortsætter hun sin lyriske undersøgelse af tilværelsens kompleksitet. Og hun gør det med overbevisende litterære virkemidler. 

Titlen alluderer til fænomenet, hvor havstrømme truer med at trække en svømmer ned i dybet, hvis man ikke bevæger sig sidelæns i stedet for at svømme mod bølgerne. Med udgangspunkt i dette billede skaber hun digte, som udfylder siderne ligesom et universelt flow af indtryk. Den grafiske udformning medfører, at teksterne pulserer på deres egen måde. Tre punktummer bliver til pausetegn, og ordene får alternative betydninger med skråstreger. Det er optegnelser, som bølger mellem dybt eksistentielle problemstillinger og hverdagsagtige begivenheder. Det ene øjeblik skriver Nyman små dagbogslignende noter, og i det næste øjeblik behandler hun menneskehedens skæbnespørgsmål. Blikket rettes mod rummet, "universets knirkende brusen", hvor signaler fra en forlist rumkapsel opfanges, lidt i stil med stemningerne i nobelpristageren Harry Martinsons skæbnevision "Aniara". 

Det skaber en stærk dynamik i teksterne, som åbner sig op for mange forskellige læsninger. Pandemien, krigen i Ukraine, klimakrisen og almindeligt kaos fremstilles på baggrund af en syndflod af utilstrækkelighed. "hvad skete der med alle milde sange?" I en forrykt verden stiger handlen med udstoppede dyr, mens bomber regner ned over forsvarsløse ofre. 

Alligevel sporer man et spirende håb midt i mørket med børnene som lysbærere i kraft af deres spontanitet. Mikaela Nyman hengiver sig ofte til at navngive dyr og planter. Bløddyr, undulater, tidselsommerfugle og blåregn. Det er endnu ikke for sent at plante solsikker. Hendes digtning knytter an til maoriske myter med vandånden Taniwha som en både truende og trøstende kraft. 

Digtene har en præcision i deres udtryk, som kulminerer i suiten af kommentarer til skrifter i sandsten, som er blotlagt af tidevandet ved den newzealandske kyst. Der er spor og liv og drømme: "med kinden mod sandet tillader jeg mig at tro".