Milja Sarkola

Min psykiater (ikke oversat til dansk) er en roman, som man ikke kan lægge fra sig. Det er en sjov, tragisk, og halsbrækkende rejse mellem forskellige dimensioner af fortællerens bevidsthed: iagttagelser, erindringer, længsler og frække projektioner.

"Jeg tog hen til min psykiater for anden gang". Sådan lyder den første sætning. Fortælleren er dramatiker, snart 50, mor til to, fraskilt fra barnets anden mor og i et forhold med juristen Eeva. Hun oplever sit arbejde som betydningsløst, har problemer i sit parhold, har været sygemeldt i en periode og siger: "Jeg vil gerne have det bedre. Jeg bryder mig ikke om mig selv."

Fortællerens sessioner med psykiateren udgør romanens kerne, men det meste og det mest dramatiske foregår i hendes fantasier om ham. Igen og igen farer hendes tanker ud fra venteværelset og ind i detaljerede forestillinger om, hvordan han er derhjemme, hvordan hans kone er, hvordan de er sammen, hvordan de har parmiddage med deres venner, Toffe og Bettina. Hun har vellystige forestillinger om, hvordan de taler om kunst og tilbereder sauce til den delikate rensdyrsteg, og hvordan de i klædelige selvironiske eller defensive vendinger reflekterer over deres borgerlige livsstil.

Mellem sessionerne hos sin psykiater lever hun sit almindelige liv, er sammen med sin kæreste, som hun elsker og sårer. Hun arrangerer sine egne parmiddage for sine venner, Monica og Oliver, og samtalerne om borgerlighed kontra autenticitet er et ekko af den forestillede konversation ved psykiaterens middagsbord, men her er der mere på spil – liv, kærlighed, mening.

Et af romanens temaer er fortællerens selvforagt, som er formuleret som en smertelig og internaliseret homofobi, eller en tvivl på sin egen identitet og værdien af eget begær og berettigelse. Romanen er kort, men den indeholder meget. Den er både sjov og uhyggelig, åben og gådefuld. Den veksler mellem rammende situationskomik, intellektuel refleksion og provokationer med strejf af nødråb: "Jeg ville spørge ham, om han forstod dybden af mine lidelser, om han kunne ane blot et glimt af en redning for mig."

På eminent vis lader Sarkola de forskellige anstrøg – iagttagelser, erindringer, fantasier – afløse hinanden og flette sig ind i hinanden. Læseren bilder sig ind at have kontrol over, hvad der er hvad. Spørgsmålet er, hvor vigtigt det i sidste ende er. I skønlitteraturen – akkurat som i terapirummet og i psykens felt – er sandhedskriterierne anderledes end i en retssal eller ved et forhandlingsbord.

Milja Sarkola (født 1975) har hidtil fået adskillige priser for sit virke som dramatiker og instruktør. Hun debuterede som romanforfatter i 2020 med Mitt kapital. Sarkola er tosproget og skriver selv sine bøger på både finsk og svensk.