Oddfríður Marni Rasmussen

Motivering:

Der er ikke meget poetisk ved en hjernetumor. De billedrige skildringer i Oddfríður Marni Rasmussens roman om Janus, der oplever sin kones kamp i et sygdomsforløb uden håb, er imidlertid både rå og overraskende yndefulde. Det er sproget, der skal fastholde minderne om et liv, der var. Romanen handler om kærlighed, om fortvivlelse, styrke og afmagt og måske mest af alt om at miste kontrol. Tumoren bryder ind i Elsas bevidsthed som en mørk næve. Parrets samtaler reduceres til få ord og rim. Sygdommen æstetiseres ikke, men Elsa vil besvare sygdommens angreb på sin egen måde, og det skildres som en kamp, også mod mandens svigt. Det ubønhørlige forfald opleves som meget mere end blot en beskrivelse af dødelig sygdom. Elsa mister sin førlighed og står lænet med panden mod vinduet, som vil hun "kaste sig ud over byen", mens manden, Janus, holder sammen på sig selv og først går i opløsning og forfalder til selvmedlidenhed efter hendes død. 

Romanen består af to dele: Første del fortælles i datid og beskriver chokket efter diagnosen og sygdomsforløbet. Anden del fortælles i nutid og handler om Janus efter konens død. 

Synsvinklen er den pårørendes, det er mandens synsvinkel, Janus, hvis sindsstemninger veksler mellem påtaget dum slagfærdighed, forvirring og ydmyghed. For Janus er skrøbelig, alkoholisk, noget selvoptaget og med forfatterdrømme, der aldrig er realiseret. Det gælder om at finde de rigtige ord for at holde fast i minder, sansninger og følelser. Janus vender blikket bagud og fremad. Han vil skrive om det, der var. Det er ham, der fortæller – om sin elskede, men mest om sig selv, et noget anstrengende jeg at stifte bekendtskab med, menneskelig i sin utilstrækkelighed. Dermed afslører romanen tematisk de muligheder og begrænsninger, som en fortællersynsvinkel giver. Stilen er let, billedrig og collageagtig og glider over i det surrealistiske, da den tatoverede Rósa flytter ind hos Janus, som efterladt alene i lejligheden og alkoholiseret ikke kan skelne mellem virkelige oplevelser og drømme. 

De to hovedpersoner skildres med autenticitet. Der er en dragende nærhed over deres måde at omgås hinanden og sygdommen på. Det er Rasmussens fine dobbeltgreb, at skildringen af kærligheden og sygdommen væves sammen med den efterladte mands umiddelbare reaktion og forsøg på at beskrive forløbet og den døde, at søge i mørket for at skrive på det hvide, som der står i begyndelsen og slutningen af romanen. 

Oddfríður Marni Rasmussen (f. 1969) er uddannet fra Forfatterskolen i København i 2000. I 2011 tog han lærereksamen, og han arbejder til daglig som lærer. Han har især gjort sig bemærket som digter, forfatter til korte prosatekster, underviser i skrivekunst, oversætter og udgiver af Vencil – tidsskrift for skønlitteratur på færøsk. For Ikki fyrr enn tá (Først når…, udkommer på Forlaget Torgard i Hugin Eides oversættelse) blev han i 2019 belønnet med Færøernes nationale litteraturpris.