Peter Sandström: Transparente Blanche

Peter Sandström
Photographer
Robert Seger
Roman, Schildts & Söderströms, 2014

Transparente Blanche er en kærlighedsroman. I romanen beder en ældre kvinde sin midaldrende søn om at komme hjem.  Hun har fået en opgave og sagt ja til den. Efter en pause på fyrre år skal hun en sidste gang forsøge at helbrede en syg mand med den kraft, som hun opdagede i sig selv, da hun var ung.

Hun spørger sin søn, om han vil køre hende til den syge. Sønnen er digter, men bijobber som sælger i en estisk alkoholkiosk. Han kommer, når moderen kalder.

På gården i den lille by i Österbotten levede de af at dyrke æbler. Engang var der en far, som plejede æblerne og håbede på et godt høstudbytte. Han fik også forskellige opgaver. Hans opgave var at slå heste ihjel. Hans egen død afsløres i forbifarten på en måde som er typisk for Sandström. ”Jag kastade en blick mot bjälken där far hängt repet.”

Men sønnen har stadig nogle spørgsmål, som han aldrig har fået svar på. Han betragter moderen, som én der ved alt, men som har forbud mod at tale, og han kredser om hende, som man kredser om et mysterium. Alle hendes handlinger, hendes påklædning, det hun drikker og spiser og siger bliver ladet med betydning. Denne sommer vil moderen snakke om kærligheden, og den desillusionerede søn giver lidt efter lidt moderen ret i, at kærligheden har en betydning. Samtalen om kærlighedens væsen føres gennem hele romanen, både i form af eksplicitte ræsonnementer og i form de menneskelige relationer og de begivenhedsforløb, som sættes i gang. 

For pludselig begynder der at ske ting og sager. Ikke bare Ford Caprien, som har stået i garagen siden farens død, men også alt muligt andet hengemt og kasseret vækkes til live igen. Moren rydder op i noget gammelt tøj. I sønnens bevidsthed bryder erindringer om en ungdomskæreste og om øjeblikke med faren frem.

Caprien kører, og mor og søn ankommer til stedet, hvor helbredelsen skal ske. Her gives der et svar.

Sønnen spørger endelig om, hvorfor faren døde. Morens svar er, at det ikke betyder noget, hvad et menneske dør af: ”Tänk på dem du älskar i stället.”

Peter Sandström skriver sig væk fra de forestillinger om kærligheden, som vi præsenteres for i tv og bøger og kan forsøge at efterleve. I stedet skriver han om en tro på den kærlighed, der findes i hverdagens handlinger og den varme, der findes i de enkle bevægelser, mellem ordene og vores signaler. Han taler om beskæftigelsens helbredende virkning, og han skriver sig også væk fra den glorificerede forestilling om skriveprocessen – digteren som sidder på en café og skriver – og ind i et syn på skriveprocessen som et praktisk og hårdt arbejde, som på samme måde som vvs-arbejde eller sandblæsning kan skabe sammenhængende og velfungerende systemer.

Peter Sandström er i sin tredje roman nået frem til en hensigtsmæssig, tilsyneladende enkel form fuld af sorg og undren, tragik og komik. Han har derudover udgivet tre novellesamlinger. Romanens sprog er, ligesom den æblesort bogen er opkaldt efter, smukt og næsten gennemsigtigt. Med sin bløde og præcise diktion og sit kærlige syn på menneskene og deres gøren og laden, fremmaner han en følelse af varsomhed hos læseren, både over for livet i det skrevne og livet uden for det.