Rebecca Bach-Lauritsen & Anna Margrethe Kjærgaard (ill.)

Rebecca Bach-Lauritsen & Anna Margrethe Kjærgaard
Photographer
Kim Vadskær & Anna Margrethe Kjærgaard
Rebecca Bach-Lauritsen & Anna Margrethe Kjærgaard (ill.): Ud af det blå. Billedbog, Jensen & Dalgaard, 2019. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020.

”Pludselig er den der. / Bare sådan. / Ud af det blå. // Men først er den der ikke.”

Med disse ord indledes bogen; der kommer en overraskelse, men ikke straks.

Og det må man sande. I en sirlig naivt-naturalistisk streg og med kun lidt blå og brun farve er illustratoren i stand til at fortælle en fortættet historie om en dreng, der lever et mimikløst og kedsommeligt rutineliv sammen med en kaktus. Her er den tese, man tidligere hyldede, om ro, renlighed og regelmæssighed så rigeligt efterlevet.

I bogens første halvdel er fortællingen primært båret af billederne, mens sproget skaber en illustrerende lydside med rytmer, remser og fragmenter af sætninger. Man kunne kalde stilen for fin ørkenpoesi, der harmonerer med kaktussen. 

Men bogens forfatter og illustrator må have arbejdet meget tæt sammen om at skabe denne billedbog, for som lovet er den der pludselig. Der kommer uorden i regelmæssigheden, og drengen liver op, får udtryk i ansigtet og opdager, at der er en, som er flyttet ind hos ham: en bjørn.

Den opmærksomme læser havde måske anet, at det ville komme, for ved hans seng har hele tiden hængt et billede af en bjørn, som flytter lidt på sig og på den måde lægger et spor i fortællingen. Men det er et undseeligt billede.

Da bjørnen kommer ind i drengens liv, erstattes ro, renlighed og regelmæssighed af fryd, frodighed og fantasifuldhed – både i billederne, hvor farven på drengens kinder skifter fra en kold blå til en varm rød, og i sproget, der begynder at spire i hele sætninger, forklaringer og følelsesudbrud. Denne udvikling er ikke en forkastelse af fortiden, men en mulighed, der pludselig byder sig til. Dette understreges af, at billederne brune tone fastholdes i en kladdehæfteæstetik, og at drengen – nu som før – har sideskilning. På den måde fastholdes bogens optimistiske budskab Pludselig kan den komme. Bare sådan. Ud af det blå.

Det er lykkedes forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen og illustratoren Anna Margrethe Kjærgaard at skabe en fortælling, der bliver en markant hyldest til livsglæden, når den ud af det blå byder sig til. Det sker ved en bevidst udnyttelse af illustrationens og sprogets enkleste og samtidigt mest fortættede udtryk. Og de kan deres metier: Rebecca Bach-Lauritsen har tidligere modtaget Børne- og Undervisningsministeriets Skriverprisen, og Anna Margrethe Kjærgaard har modtaget Kulturministeriets Illustratorpris.

De to klæder og beriger hinanden i denne billedbog, der sprænger de gængse rammer for genren, både i deres narrative samspil og i bogens omfang: 40 opslag.

Den holder, hvad den lover, og markerer selv dette med slutordene:

”Pludselig var den der. / Bare sådan. / Ud af det blå. // Men først var den der ikke.”