Sebastian Johans

Sebastian Johans
Photographer
Severus Tenenbaum
Sebastian Johans: Broarna. Roman. Nirstedt/litteratur, 2020. Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2021.

Ålandsøerne blev stærkt påvirket af udvandringen omkring år 1900.

I datidens store børnefamilier var det umuligt for alle at forsørge sig selv fra jorden og havet. Amerika var drømmelandet. Vejen vestpå føltes tillokkende og håbefuld for den fattige. Hårdt arbejde ventede forude. Mange fik succes og slog sig ned på den anden side af Atlanterhavet, andre vendte tomhændede hjem eller medbragte en anselig kapital, som kunne grundlægge en tryg fremtid. Udvandringen byggede broer mellem to kontinenter.

Emigrantlitteraturen er ofte episk i sit udtryk med Vilhelm Mobergs omfattende udvandrerromaner som mesterværket. Men i sin debutroman Broarna ("Broerne", ikke oversat til dansk), som er Ålands kandidat til Nordisk Råds litteraturpris 2021, gør Sebastian Johans brug af en mere impressionistisk og rapsodisk stil med korte, fortættede kapitler. Der er fokus på individerne, ikke på kollektivet.

Fortællingen kredser omkring nogle af de ålændingen, som forlod hjemstavnen. Johans bygger på sin egen slægtshistorie, og han giver samtidig et bredt historisk tidsbillede fra perioden mellem 1904 og 1932. Den første verdenskrig og den finske borgerkrig griber dybt ind i emigranternes liv.

I centrum for fortællingen står Carl og Ida-Levina. De kommer fra det samme sogn, men de mødes og gifter sig i USA. Carl er en moderne mand, som sjældent ser sig tilbage, og som er optaget af nuet og fremtiden. For ham er USA frihedens og de store muligheders land, hvilket får en flertydig betydning, idet han i en lang periode arbejder som brobygger i New York. De enorme infrastrukturelle monumenter, som han er med til at opføre, trodser alle tidsbegreber og fylder ham med stolthed. Han vil aldrig forlade sit nye hjemland, hvor han føler tiden strømme gennem sin krop. Som hans gode ven Ossian siger: "Livet er et eventyr".

Ida-Levina står for det rodfaste. Hun sætter ganske vist pris på meget i det moderne samfund, som hun ser vokse frem, men inderst inde er hun tynget af hjemve. Hun arbejder hos en af New Yorks rige familier, hvor hun er en slags selskabsdame for datteren i huset. Sebastian Johans giver et detaljeret indblik i de højborgerlige kredse, som lever overdådigt i tiden inden depressionen.

Carls og Ida-Levinas liv overskygges af tragedier. Deres førstefødte søn drukner. En af deres døtre rammes af børnelammelse. Moren ser det som tegn på, at dette ikke er hendes land.

Og modvilligt tager Carl med hende hjem til Åland. For deres opsparede penge køber de et stort hus i Mariehamn, som er en by i vækst. Ida-Levina tager sig af alt det praktiske, mens Carl ønsker at vende tilbage til USA så hurtigt som muligt.

Sebastian Johans løfter karaktererne ud af historiens mørke i en billedrig roman, som er fuld af farver, dufte og anelser. Især det kærlige portræt af Ida-Levina giver teksterne dybde. Forfatteren er også kunstanmelder – blandt andet i Sveriges største dagblad Dagens Nyheter – og det gennemsyrer det visuelt udtryksfulde sprog. Ordene mejsles frem ligesom nuancerne på et maleri af Gaugin eller van Gogh.

Det er befriende at læse en emigrantroman, som med sin stilfærdige tone lader menneskene finde deres plads på deres egne vilkår.

Carl og Ida-Levinas hus er for længst revet ned. På den forladte grund er der spor efter et stenfundament og reminiscenser af en have, "et ikke-sted blandt steder", som Sebastian Johans skriver. Hans tekst giver nu liv til det tomme felt i byplanen og lader de personer, som engang levede her, træde frem med deres længsler og deres drømme.

På denne måde skaber Broarna en stærk forbindelse mellem fortiden og nutiden.