Thorbjørn Petersen, Herman Ditte og Mårdøn Smet

Er vi natur eller kultur? Denne velkendte dikotomi er omdrejningspunktet i den charmerende og morsomme billedfortælling om ræven Rufus, der bor i byen, men en nat forvilder sig ind i skoven, hvor han møder en flok vilde ræve. Og inden længe har en ’vild og fremmed følelse’ slået rod i Rufus, som løber legende rundt uden tøj – og uden at savne lejlighed, lænestol og den varme te.

Det er heldigvis helt umuligt at afgøre, om det er en tegneserie med billedbogssekvenser eller en billedbog med tegneseriesekvenser. Man må nøjes med at konstatere, at der er tale om en billedfortælling med træk fra både billedbog og tegneserie, idet den indeholder ruder, talebobler og helsidesillustrationer. Og modsat hvad man måske skulle tro om en sådan hybrid, er det en fuldstændig og aldeles flydende fortælling, hvor siderne nærmest vender sig selv. Der veksles ubesværet mellem indrammede og ikke-indrammede tegninger samt helsidesillustrationer. Dosering af tekst og billede og samspillet herimellem er imponerende let og legende. Det kan tjene som et billede på den omtalte natur-kultur tematik, som netop ikke viser sig som en konflikt i historien, men udspiller sig som en impuls, man kan lære at være i…. For Rufus ender ikke i skoven, vild og nøgen. Faktisk overrasker historien ved at have to vendepunkter. Første gang da Rufus genfinder sit indre vilddyr i mødet med de andre ræve, og anden gang da han vender tilbage til sit civilisatoriske by-jeg i mødet med veninden, hønen Hanne, der hænger vasketøj op, og som han ellers lige skal til at spise. Hun har også en ganske indtagende, svulmende kødfuld krop på et ganske lille hoved, som vi tidligere har erfaret fra et skønt opslag, hvor man ser Rufus i Hannes butik med et stivnet, krøllet smil kigge på Hanne og tænke ”følte en sær trang til at gøre noget. Men han vidste ikke hvad”.

Det er en skøn, finurlig og utrolig velkomponeret fortælling med vægt på de æstetiske detaljer – eksempelvis er skriften håndtekstet. Skildringen af storbyen i myldrende billeder er ren nydelse for øjet. Man dvæler ved opslagene på grund af den smukke farvesymfoni og de kraftige, sjovt udseende fugle, som der er utroligt mange af – de nærmest vælter rundt på billedfladen, hvilket i sig selv er ganske morsomt. Det er et både genkendeligt og fremmedartet billedunivers. Genkendeligt fordi storbyen med sine statuer og biler og parker minder om Andeby. Hønen Hanne giver associationer til Klara Kluk…. Men det fremmedartede og syrede viser sig i eksempelvis en kæmpe drage, som ser ud til at sidde fast i et højhus, idet hoved og hale stikker ud på hver sin side af bygningens vinduer.  

Værkets vilje er dens egen, men alligevel formår billedfortællingen at imødekomme læsere af alle aldre og give dem noget, som de ikke vidste, de ønskede sig. Det handler blot om at gå med ind i fortællingens helt egne præmisser og lade sig beruse af et univers, der balancerer knivskarpt mellem en natur, der blev kultiveret – af en ræv. Eller er det omvendt?