Vita Andersen

Vita Andersen debuterede i 1977 med den skelsættende digtsamling Tryghedsnarkomaner, der som efterfølgeren Hold kæft og vær smuk(1978) opfandt en helt ny form at skrive kritisk, popartagtigt og præcist om forbrugssamfundets kvindeliv i. I de efterfølgende store romaner, eksempelvis den fremragende roman Hva’for en hånd vil du ha(1987) er det ofte barnets perspektiv, der står i centrum, hvilket er et perspektiv som Vita Andersen på enestående vis formår at træde ind i. Og hvad barnet deler med os i dette forfatterskab er et stadigt og rystende svigt fra dem som ikke burde svigte, de voksne dvs. forældrene, men også naboer, lærere og andre myndighedpersoner.

I den nye, selvbiografiske roman Indigo. Roman om en barndom er det som om alle tråde samles og finder en form, der svarer sit tema ligeså præcist som Tryghedsnarkomaner i sin tid svarede sit. Romanen er et stykke erindringsarkæologi. Den begynder med at den voksne forfatter rekvirerer ”sin mappe” på et offentligt arkiv for at finde ud af, hvad der egentlig skete da hun i en periode i sin barndom var anbragt på forskellige børnehjem og hos forskellige mere eller mindre tilfældige personer. Hun kan ikke huske nøjagtig, hvilke steder hun var eller i hvilken rækkefølge hændelserne indtraf, og da hun læser i mappen opdager hun at hun end ikke genkender store dele af dens indhold. Reaktionen bliver romanen. Den er et dyk ned i de sansninger og erindringer som kan kaldes frem. Meget orienteret omkring lugte, lyde, kropslige fornemmelser – alt hvad kroppen alligevel har suget til sig. Og snarere end en sammenhængende livshistorie får vi en sanset billedrække af de meget forskelligartede miljøer og mennesker som den lille pige konstant bliver kastet rundt imellem, når hun da ikke er hjemme hos sin psykisk syge mor, som tydeligvis ikke er i stand til at tage vare på hverken sig selv eller sine to børn. Da moderen tager sit liv, bliver hovedpersonen permanent anbragt uden for hjemmet, hvorefter cirklen foreløbig er afsluttet.

Det er ualmindelig barsk læsning. Omsorgsvigtet er totalt. Men idet romanen ikke åbner erindringerne via den voksne fortællers fornuft og trang til orden, men via kroppens flimrende og dog usvigeligt sikre hukommelse, tilbyder den sine læsere en fantastisk mulighed for at se verden med det ensomme og fortvivlede barns blik. Man forstår, hvordan barnet konstant må skifte farve efter omgivelserne for ikke at blive for påfaldende og dermed udsat i de mange forskellige ”hjem” hun midlertidigt placeres i. Man forstår barnets overlevelsesstrategier: den magiske tænkning, trangen til at ødelægge – alle de følelser, som ikke har forandret sig det mindste siden de 1950ere, som er romanens samtid. Som Proust, en anden stor udforsker af barndommens kropslige erindringer, har formuleret det, giver litteraturen os adgang til andre verdener end vores egen. Og det er præcis, hvad Vita Andersen i formidabel grad er lykkedes med i Indigo – den mørkeblå farve – som for romanens barn først og fremmest står for den voksne verdens uforudsigelige autoritet.