17 projekter skal markedsføre Norden i verden

24.10.19 | Nyhed
Crowd at concert
Photographer
Anthony Delanoix / Unsplash
Nordisk tillid i Rusland, ligestilling i Argentina og Kina, nordiske film i Marokko og nordiske rockstjerner i en ørken i USA. Det er blot nogle få eksempler på de projekter, der har modtaget økonomisk støtte fra Nordisk Ministerråd for at markedsføre de fælles nordiske værdier rundt omkring i verden.

The Nordics – Traces of North er et projekt under Nordisk Ministerråd. Formålet med projektet er at anvende en masse små og store projekter, idéer og bevægelser til at markedsføre Norden og vise, hvordan regionen har sat spor i andre dele af verden i kraft af værdier som åbenhed, tillid, innovation, bæredygtighed og ligestilling.

Kvalitetsprojekter

Man vil blandt andet markedsføre Norden ved at støtte projekter, som på forskellig vis kan bidrage til at fremme Norden som brand i resten af verden. I dette års ansøgningsrunde til The Nordics – Traces of North blev der indsendt cirka 80 ansøgninger. I alt 17 projekter på fire kontinenter har modtaget støtte.

”Vi er utroligt glade for, at der er så mange kreative og engagerede mennesker, der arbejder for at udbrede de nordiske værdier i andre lande. De 17 projekter, der har modtaget støtte, er af høj kvalitet,” siger Tobias Grut, som er projektleder i Nordisk Ministerråd.

Vi er utroligt glade for, at der er så mange kreative og engagerede mennesker, der arbejder for at udbrede de nordiske værdier i andre lande. De 17 projekter, der har modtaget støtte, er af høj kvalitet

Tobias Grut, projektleder i Nordisk Ministerråd

Bredde

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at temaet spænder bredt. Kan Rusland lære noget af den tillid, som borgere i Norden har til deres myndigheder? Hvordan kan de nordiske erfaringer med ligestilling bruges til at fremme bæredygtighed og innovation i Brasilien og Argentina? Kan kvinder i Kina inspirere til klimahandling og lykke? Hvordan kan nordiske film udbrede nordiske værdier i Marokko? Og hvad med en podcastserie, hvor berømte nordiske kunstnere, tænkere, innovatører og entreprenører taler om de 17 verdensmål midt ude i en ørken i USA?

Følgende 17 projekter har fået bevilget støtte:

Días Nórdicos Latin America 2020. Latinamerika, november-december 2020

En nordisk uge i Latinamerika med fokus på ligestilling, innovation, bæredygtighed og nysgerrighed, foreningslivets store betydning, samarbejdsvillighed og den nordiske model generelt. Det er grundtemaetden planlagte Días Nórdicos 2020 i Buenos Aires i Argentina og Sao Paulo i Brasilien, som vil bruge det nordiske narrativ mere end nogensinde og benytte kvinders erfaringer og holdninger som et centralt element.

Eat Nordic. Italien, november-december 2019

I november 2019 lancerer VisitDenmark og Innovation Norway i samarbejde med nordiske fødevarevirksomheder og i partnerskab med La Cucina Italiana initiativet Eat Nordic, som har til formål at skabe øget opmærksomhed om den nordiske fødevarekultur og dens værdier, produkter og tilknytning til den nordiske region.

Festival of Cool: The Arctic. Toronto, december 2019

Den anden Festival of Cool i Torontos Harbour Front Centre sætter fokus på kunstnere og idéer fra Arktis i form af moderne musik, film, billedkunst, fødevarer og historiefortælling. I tråd med FN’s generalforsamlings erklæring om, at 2019 er internationalt år for oprindelige sprog vil festivalen fokusere på kunstnere, som i kraft af deres kunst er med til at sikre, at de oprindelige sprog holdes i live og trives.

Future Talks – Nordic voices. Kina, april-maj 2020

De nordiske landes ambassader i Beijing er gået sammen om at afholde et tre dage langt forum med forelæsninger, paneldebatter, livestreaming og dialog-events under overskriften Future Talks – Nordic Voices – Dialogue Matters. Der vil være særligt fokus på kvinder, som inspirerer til bæredygtighed, klimaforandring, lykke og reduktion af madspild.

New Nordic Solutions, Europa. Oktober 2019 – januar 2021

Hvordan og hvorfor kan dit land have nytte af at udarbejde et innovationsbarometer for den offentlige sektor?

Nordic Dialogues. Indien, december 2019 – marts 2020

Dette projekt skaber en nordisk samarbejdsplatform for branding i Indien gennem interkulturel dialog ved at bruge kunst og litteratur som redskaber til tværkulturelt engagement i forskellige verdensmål. Ved at arbejde med en værktøjskasse baseret på nordiske værdier gør projektet en aktiv indsats for at fremme kreativ tænkning og ’bottom up’-løsninger på udfordringer, som har at gøre med tillid, ligestilling og bæredygtighed, i forbindelse med højtprofilerede kulturbegivenheder i Indien.

Nordic Film Weeks i Marokko. November-december 2019

Nordic Film Weeks (NFW) i Marokko er et samarbejde mellem de nordiske ambassader og lokale partnere. Projektet har som mål at udbrede den nordiske kultur til det marokkanske publikum via film, og inspirere til aktiv dialog om særlige temaer, som er kendetegnende for de nordiske lande og deres samfund, værdier og kultur.

Nordic Jazz Harvest. Buenos Aires, december 2019

BLACKFOREST i Buenos Aires blev etableret i 2019 som en ny type musiksted, hvor man kan høre jazz på vinyl afspillet ved høj lydstyrke på lydudstyr af høj kvalitet. Konceptet er blevet utroligt populært, og BLACKFOREST er nu en permanent platform, hvorfra man kan tage de næste skridt til at knytte den nordiske jazz sammen med jazzen i Buenos Aires og Latinamerika. BLACKFOREST afholder den første udgave af Nordic Jazz Harvest en weekend med nordisk jazz i Buenos Aires den 5.-7. december 2019.

NORDIC LIGHTS. Edinburgh, november 2019 – september 2020

Hovedformålet med projektet er at skabe nordisk storydoing og storytelling med fokus på værdier såsom samarbejde, kreativitet og dialog på Edinburgh Arts Festival og Edinburgh International Book Festival.

NORDtalks 2.0. Korea, oktober 2020

Efterspørgslen efter nordisk inspiration og den nordiske model er stigende i Korea. De yderst velbesøgte NORDtalks, som blev lanceret i 2019, vil derfor blive videreført. NORDtalks har fået omfattende mediedækning og opnået stor rækkevidde online, og man arrangementet har trukket på multilateralt samarbejde og partnerskaber med blandt andet Seoul Metropolitan Government, nordiske virksomheder i Korea og flere offentlige og private organisationer i Korea.

Nordic Talks 17. Los Angeles, november 2019 – marts 2021

NordicLA skal agere vært for 17 samtaler med fremtrædende tænkere, innovatører, kunstnere og kreatører, hvor de fortæller deres historier, informerer og inspirerer og kaster lys over FN’s 17 verdensmål. Nordic Talks 17 bliver både en serie live-udsendelser og en multimedieserie, som kommer til at bestå af både film og podcasts.

Nordic Talks på UC Berkeley, januar-september 2020

Nordic Talks at Berkeley er en serie højtprofilerede forelæsninger på University of California, Berkeley. Her vil man diskutere emner, som udgør hjørnestenene i de nordiske værdier, dvs. åbenhed, tillid, innovation, bæredygtighed og medfølelse. Hver Nordic Talk kulminerer i en ‘handling’ med særligt fokus på nordisk-inspirerede handlinger, som kan afprøves i delstaten Californien.

PN1. Buenos Aires, oktober 2019 – september 2020

PN1 er det første større designsamarbejde mellem Norden og Argentina i dette århundrede. PN1 har som mål at lade fem unge, nordiske designere rejse til Sydamerikaskulturmetropol Buenos Aires og samarbejde med kreative designere fra byens boomende designmiljø. Det vil resultere i en kollektion med fem designgenstande skabt af nordiske og argentinske designere håndværkere. Kollektionen vil blive udstillet i Buenos Aires, Reykjavik og Milan og suppleres af et katalog samt en række offentlige events.

Sexess. Januar 2020 – oktober 2020

Samfundsnormer, medier, dating-apps og pornobranchen påvirker unge mennesker og giver dem et usundt syn på sex og seksualitet. Det er problematisk for både de unges trivsel og ambitionen om at opnå ligestilling mellem kønnene i samfundet. Dette projekt vil fokusere på andre aspekter af seksuel sundhed såsom seksuel identitet, et positivt kropssyn og holdningen til samtykke og kommunikation med sexpartnere. Projektet er et samarbejde mellem ungdomsorganisationer i de nordiske lande og Østeuropa.

The Nordic Children's Book Flood. Letland, februar 2020 – marts 2021

Formålet med projektet er at præsentere klassisk og moderne nordisk børnelitteratur i Estland, Letland og Litauen og sammenligne den med børnelitteratur i disse lande. Projektet vil benytte interaktive metoder for at engagere børn og unge læsere samt fagfolk i forlagsbranchen, uddannelsessektoren og bibliotekssektoren fra alle de tre baltiske lande.

‘Traces of North’: Nordic Film Programme på Victoria Film Festival, februar 2020

Kampagne på de sociale medier og forelæsninger om syv nye film fra uafhængige nordiske filmskabere, som vil blive vist på den 26. årlige Victoria Film Festival i Victoria, British Columbia, Canada.

TRUST – The Basis for Wealth and Happiness of the Nordics. Skt. Petersborg, november 2019 – juni 2020

TILLID (ДОВЕРИЕ på russisk, TRUST på engelsk) til statsinstitutioner, myndigheder, retssamfundet og civilsamfundet generelt er desværre en mangelvare i Rusland. Den gensidige tillid mellem staten/samfundet og borgerne i Norden fungerer derfor som en kraftfuld drivkraft for udvekslingen af indflydelse og inspiration mellem Norden og Rusland. Projektet fokuserer på TILLID som en kulturel kode og en central social værdi for borgerne i de nordiske lande.