Ny konkurrence skal identificere innovative aktører inden for intelligente byer

11.01.21 | Nyhed
Copenhagen Amager
Photographer
Unsplash
Nordiske og baltiske opstartsvirksomheder får nu mulighed for at deltage i en konkurrence, der har til formål at finde innovative digitale løsninger til udfordringer i bymiljøer, hvilket er blevet endnu mere presserende som følge af COVID-19-krisen.

Nordic Smart City Challenge er åben for innovative aktører, der udvikler løsninger, som kan hjælpe lokale myndigheder med at gøre deres byer beboelige og bæredygtige for borgerne – både nu og i fremtiden. Udvalgte opstartsvirksomheder inviteres til at præsentere deres løsninger for et panel bestående af eksperter og investorer ved en onlineevent i februar. Ansøgningsfristen er 5. februar 2021.

Lokale myndigheder har i deres bestræbelser på at tilpasse sig COVID's indvirkning på borgernes adfærd sat fornyet fokus på at skabe beboelige miljøer, som fremmer en sund livsstil, aktivitet og bæredygtighed, når de planlægger fremtidens byer og udvikler nye løsninger til de aktuelle udfordringer. Målet med Nordic Smart City Challenge er at finde frem til digitale løsninger, som kan sikre dette ved at udnytte de tilgængelige data optimalt.

Kim Spiegelberg Stelzer, bestyrelsesformand i Nordic Smart City Network, udtaler: "Smart City Network glæder sig til at åbne for ansøgninger til Nordic Smart City Challenge. I alle de 20 byer, som vi repræsenterer, opfordrer vi opstartsvirksomheder til at deltage i dette fantastiske initiativ, som skal bidrage til at løse vigtige udfordringer inden for byplanlægning, digital kompetence og transport."

Svein Berg, leder af Nordic Innovation, udtaler: "Lanceringen af Nordic Smart City Challenge er særligt vigtig netop nu, hvor vi mere end nogensinde har brug for digitale løsninger som en hjælp til at skabe beboelige og bæredygtige byer."

Kiann Stenkjær Hein, administrerende direktør i PUBLIC Denmark, udtaler: "Hos PUBLIC glæder vi os til at lancere Nordic Smart City Challenge. Initiativet er det første vigtige skridt i retning af at skabe et fælles nordisk GovTech-marked, som vil være en enorm fordel for alle nordiske teknologivirksomheder."

Nordic Smart City Challenge samarbejder med Nordic Fund Event under Nordic Edge i forbindelse med Nordic Smart City Startup Days den 18. og 19. februar 2021. Ud over mentorer i form af centrale skikkelser fra Nordic Smart City Network får de vindende opstartsvirksomheder også direkte adgang til Nordic Edge Fund Event den 19. februar. 

 

Find yderligere information på: