164. Morten Dahlin (Hovedindlæg)
Tak for det. Kære nordiske parlamentarikere, et Norden uden rigide grænsehindringer ønsker vi alle sammen. Men desværre har grænsehindringer vist sig at være som ukrudt i haven; de kommer konstant igen, uanset hvor dygtig gartneren er, men det gør ikke, at vi skal stoppe med at forsøge.
Jeg kan f.eks. oplyse, at syv grænsehindringer er afskrevet og to er løst i perioden juli 2023 til juni 2024, og det var grænsehindringer, som Grænsehindringsrådet havde prioriteret. De her grænsehindringer har været genstand for en grundig drøftelse, og der har i alle tilfælde været en forklaring på, hvorfor de enten kunne løses eller afskrives.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi i diskussionen om grænsehindringer husker at fejre det, når der er succeshistorier, og det er der eksempelvis på et område som skat, som de fleste jo har en holdning til. Som mange af jer her i lokalet nok ved, har Danmark og Sverige i juni i år indgået en aftale om at revidere den såkaldte Øresundsaftale, og den aftale forventes at træde i kraft til næste år. Aftalen, som er en skatteaftale, er et stort skridt fremad for hele Øresundsregionen og i virkeligheden for hele Norden, for jeg er sikker på, at den aftale kan tjene som stor inspiration for andre lande. For hvis Danmark og Sverige kan blive enige om en aftale på et så kompliceret område som skat, er der også andre lande, der kan.
Vi går ind i en spændende tid næste år. Vi har som bekendt længe arbejdet for at fremme mobiliteten i Norden, men nu bliver der skruet endnu højere op for ambitionerne. For første gang har de nordiske samarbejdsministre vedtaget et samarbejdsprogram, som har endnu højere ambitioner på mobilitets- og grænsehindringsområdet. Vi lancerer nu et 6-årigt program for den frie bevægelighed i Norden. Det skal sikre resultater, det skal sikre et højere nationalt politisk ejerskab, og så skal det skabe synergier mellem informations- og grænsehindringsarbejdet.
Nyt bliver det også, at Grænsehindringsrådet får et 3-årigt mandat, hvor man selvfølgelig skal arbejde med at fjerne grænsehindringer, men hvor arbejdet med at forhindre nye grænsehindringer i at opstå, særlig på det digitale område, kommer til at blive et bærende element. Det nye råd kommer til at bestå af otte nationale medlemmer, og dialogen og samarbejdet med Nordisk Råd kommer til at foregå løbende og være tæt på politisk niveau. Jeg er overbevist om, at arbejdet vil være lige så intensivt som før, men jeg håber, at arbejdet vil få endnu større succes, særlig fordi vi med den nye model sikrer et stærkere nationalt ejerskab.
Afslutningsvis vil jeg anerkende Info Norden og de tre grænseregionale informationstjenester. Uden deres arbejde ville det være endnu mere besværligt at fjerne grænsehindringer. Jeg vil også gerne anerkende det tætte samarbejde, som den danske regering har med Færøerne og Grønland om fjernelse af grænsehindringer inden for rigsfællesskabet. Jeg synes, det viser, at når vi går dialogens vej, er det muligt at fjerne nogle af de her grænsehindringer. Tak for ordet.