Ledighedsydelser på Åland

Her kan du finde information om dagpenge og generel støtte. Du finder også information om ansøgning, hvem der har ret til ledighedsydelser samt ledighedsydelser i specifikke situationer.

Ledighedsydelser er skattepligtig indkomst, som hjælper til med forsørgelsen, når man er ledig jobsøgende. Ved ledighed, hjemsendelse eller reduceret arbejdstid er der mulighed for at søge generel støtte fra Ålands arbetsmarknads- och studieservicemyndighet (AMS) eller dagpenge fra a-kassen.

Den generelle støtte erstatter de tidligere ydelser (grunddagpenning og arbetsmarknadsstöd). Du finder yderligere information om ledighedsydelser på AMS' netsted.

Dagpenge

Personer, som er blevet ledige, hjemsendt eller har fået reduceret arbejdstid, og som er medlemmer af en a-kasse, kan søge om dagpenge. Som regel skal man være medlem af en a-kasse i det land, hvor man arbejder, eller hvis lovgivning gælder for en.

Dagpengenes størrelse er baseret på tidligere løn, og udbetalingsperioden afhænger af arbejdshistorikken og personens alder. Man skal opfylde visse krav for at kunne få dagpenge. Det er for eksempel en forudsætning, at personen både opfylder beskæftigelseskravet og medlemskravet på 12 måneder.  

Du kan læse mere om medlems- og beskæftigelseskravet, ansøgning og dagpengenes størrelse på TYJ's netsted. Du finder yderligere information oma-kasser på Info Nordens side Ledighedsydelser på Åland.

Generel støtte

Den generelle støtte udbetales til ledige jobsøgende, som ikke har ret til dagpenge, eller som har fået dagpenge i den maksimale periode og har brug for økonomisk støtte.

Til forskel fra dagpenge er den generelle støtte behovsprøvet, hvilket betyder, at kapitalindkomster og andre indkomster kan på påvirke det udbetalte beløb. Yderligere information om generel støtte, beløb, behovsprøvning samt delvis generel støtte findes på AMS' netsted om generel støtte.

Ret til ledighedsydelser

Ved ansøgning om ledighedsydelser eller ved allerede bevilgede ydelser, er der visse almene bestemmelser og forpligtelser, som skal efterleves. Såfremt forpligtelserne ikke følges, kan man miste retten til ledighedsydelserne i en periode eller indtil videre. Du kan læse mere på TYJ's og AMS' netsteder.

For at have ret til ledighedsydelser på Åland skal ansøgeren som minimum

  • være 17-64 år
  • bo på Åland
  • være registreret som jobsøgende hos AMS.
  • søge fuldtidsarbejde 
  • være arbejdsdygtig og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ansøg om ledighedsydelser

Du søger om dagpenge fra din egen a-kasse. Du kan læse mere på TYJ's netsted via linket Sådan ansøger du. Ansøgning om generel støtte indsendes til AMS via deres digitale selvbetjening eller en fysisk blanket. Ansøgningen kan indsendes efter to ugers arbejdsløshed.

Ledighedsydelser i forskellige situationer

Som regel er du socialt sikret i det land, hvor du arbejder. Hvis du ikke har et arbejde, er du almindeligvis omfattet af lovgivningen i det land, hvor du bor. I en ny livssituation, som eksempelvis flytning eller arbejde i et andet land, kan det være godt at være opmærksom på, hvilket lands sociale sikring man er omfattet af.

På Info Nordens side "Hvilket lands sociale sikring er du omfattet af?", finder du information om, hvordan social sikring og arbejdsløshedsforsikring anvendes i forskellige situationer, for eksempel hvis man bor i et land og arbejder i et andet, arbejder i flere lande eller arbejder som freelancer.

Yderligere information

På Info Nordens sider finder du information om ledighedsydelser i de andre nordiske lande samt kontaktoplysninger til de myndigheder, som kan svare på spørgsmål.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.