Hvilket lands sociale sikring er du omfattet af?
At være “socialt sikret” i et land, betyder at det er reglerne i det land der gælder for dig på områder som for eksempel:
- arbejdsløshedsforsikring
- pension
- sygedagpenge
- børnepenge
- sundhedsydelser
- barselsdagpenge
- arbejdsskadeerstatning
Det er vigtigt at du ved hvor du er socialt sikret, for det kan have konsekvenser for hvor du skal være arbejdsløshedsforsikret, hvorfra du har ret til familieydelser og meget mere.
I mange situationer skal du være særligt opmærksom på hvor du er socialt sikret. For eksempel hvis du er flyttet til et andet land, hvis du udfører arbejde i et andet land end der hvor du bor, eller hvis du arbejder for en arbejdsgiver i et andet land.
I det land hvor du er socialt sikret, skal du og din arbejdsgiver også typisk betale sociale afgifter. Det varierer dog meget mellem de nordiske lande hvordan dette foregår. Hvis du arbejder i to lande, kan det betyde at arbejdsgiveren i ét land er forpligtet til at indbetale sociale afgifter til et andet land.
Regler for hvor du er socialt sikret, gælder i alle EU- og EØS-lande samt Schweiz, Færøerne og Grønland.
Denne artikel dækker ikke alle situationer. Det er derfor vigtigt at du kontakter socialsikringsmyndighederne i de lande hvor du bor, arbejder, studerer, udfører erhverv eller modtager offentlige ydelser fra, for at sikre dig at du er korrekt forsikret.
Hvor er du socialt sikret?
Som hovedregel er du socialt sikret i det land hvor du arbejder. Hvis ikke du er i arbejde, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du bor. Men i mange situationer bør du være særlig opmærksom. Ikke mindst hvis du begynder på nyt arbejde i et andet land, hvis du flytter til et andet land, eller hvis din livssituation ændrer sig.
Nedenfor finder du information om social sikring i en række situationer. Listen er ikke udtømmende, og der kan ofte være særlige forhold der gør sig gældende i din konkrete situation. Kontakt derfor altid de relevante myndigheder for at få nærmere oplysninger.
Hvad betyder "arbejdssted"?
Med “arbejdssted” eller ”arbejder” menes det land hvor du faktisk udfører dit arbejde.
Hvad betyder "bo"?
Socialsikringsmyndighederne anser dig for at bo i det land hvor du har dit sædvanlige opholdssted. I denne forbindelse ser de ikke kun på hvor du har din folkeregisteradresse, men også hvor du opholder dig, hvordan din boligsituation er, hvor din familie opholder sig med videre.
Hvis du bor og arbejder i samme land, er du socialt sikret i det land, medmindre du er udstationeret og har søgt socialsikringsmyndigheden i et andet land om at forblive socialt sikret der.
Hvis du bor i ét land og udelukkende arbejder i et andet land, er du socialt sikret i det land hvor du arbejder, medmindre du er udstationeret og har søgt socialsikringsmyndigheden om at forblive socialt sikret i det land hvor du bor.
Hvis du arbejder i to lande, og bor i det ene af dem, er du socialt sikret i det land hvor du bor hvis du arbejder mindst 25 % der. Arbejder du mindre end 25 % i det land du bor, er din arbejdsgiver eller arbejdsgiveres hjemsted afgørende for hvor du er socialt sikret.
Hvis du er ansat som tjenestemand og udøver lønnet beskæftigelse og/eller selvstændig virksomhed i et eller flere lande, er du omfattet af lovgivningen i det land som den forvaltning du er ansat i, er omfattet af.
Hvis du arbejder for en udenlandsk arbejdsgiver, men arbejder mindst 25 % hjemmefra i det land hvor du bor, vil du som hovedregel være socialt sikret i det land hvor du bor.
Bemærk at de nordiske landes myndigheder under covid-19-epidemien i høj grad har opfordret mange arbejdspladser til at lade deres medarbejdere arbejde hjemme. Hvis du arbejder i et andet nordisk land end det du bor i, kan der i denne situation gælde særlige regler for hvilket lands sociale sikring du er omfattet af.
Hvis du er i tvivl om hvor du er socialt sikret, bør du kontakte socialsikringsmyndighederne i det land hvor du bor.
Hvis du er ansat i et vikarbureau eller har arbejde på tværs af grænserne enten for samme eller for forskellige arbejdsgivere, er det vigtigt at du kontakter socialsikringsmyndighederne i det land hvor du bor for at du kan få klarhed om hvilket lands regler du er omfattet af.
Hvis du udelukkende arbejder som pilot eller kabinebesætning i passager- eller fragtfly, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du har hjemmebase.
Hvis du er lønmodtager eller selvstændig og arbejder på et skib, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvis flag skibet fører.
Hvis du er lønmodtager og modtager løn fra en arbejdsgiver i samme land som du bor, vil du dog som hovedregel være socialt sikret i det land hvor du bor.
Hvis du er selvstændig, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du bor, hvis du udøver mere end 25 % af din virksomhed der.
Hvis du udøver din virksomhed i flere lande, men ikke udfører en mindst 25 % af din virksomhed i det land hvor du bor, er du socialt sikret i det land hvor du primært udøver virksomhed.
Hvis du er studerende, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du bor, men i visse tilfælde vil du være socialt sikret i det land der udbetaler din studiestøtte. Du bør kontakte socialsikringsmyndighederne for at afklare dette.
Hvis du udelukkende modtager alders- eller førtidspension fra et andet nordisk land, er du socialt sikret i det land du bor i.
Hvis du modtager for eksempel arbejdsløshedsdagpenge eller barselsdagpenge fra et andet land end det du bor i, vil du som hovedregel være socialt sikret i det land der udbetaler ydelsen. Du bør kontakte socialsikringsmyndighederne for at afklare dette.
Hvis et par er socialt sikret i to forskellige lande, og enten har eller venter børn, gælder særlige regler for børnepenge og barselsdagpenge.
Hvis I er i tvivl om hvad der gælder i jeres situation, bør I kontakte socialsikringsmyndighederne i de lande hvor I bor og arbejder.
Hvem skal du kontakte hvis du har spørgsmål?
Mere information
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.