Fagforeninger på Åland
Fagforeninger og a-kasser udgør to forskellige systemer. Fagforeninger tilbyder forskellige ydelser, rådgivning og uddannelse til lønmodtagere og deltager i eksempelvis overenskomstforhandlinger. Som medlem af en a-kasse kan du søge om dagpenge, hvis du bliver arbejdsløs.
Du kan læse mere om fagforeninger på siden Fagforeninger i Finland.
Fagforeninger
I Finland og på Åland findes der cirka 80 fagforeninger, som tilhører de tre centralorganisationer: Finlands Fackförbunds Centralorganisation (FFC), centralorganisationen STTK og arbejdsmarkedsorganisationen Akava for højtuddannede. Fagforeningerne varetager medlemmernes interesser og repræsenterer lønmodtagere i spørgsmål vedrørende løn og arbejdsvilkår. Fagforeninger tilbyder også nyttige tjenester og hjælper i svære situationer.
På arbejdspladsen repræsenteres fagforeningen og dens medlemmer af en tillidsmand. Tillidsmanden fungerer som forhandler, mægler og informationsformidler mellem arbejdsgiver og ansatte. Der gives også støtte i spørgsmål vedrørende overenskomster.
På Åland er der repræsentanter for de finske centralorganisationer og deres medlemsforeninger. Herunder finder du information og kontaktoplysninger til de foreninger, som er aktive på Åland.
A-kasserne
I Finland er der i alt 13 a-kasser, og du kan enten melde dig ind via en fagforening, eller du kan melde dig ind uden at være medlem af en fagforening. På Arbetslöshetskassornas Samorganisations (TYJ) netsted finder du samlet information om medlemskab, og hvilke a-kasser du kan melde dig ind i.
Du kan søge om medlemskab, når du arbejder eller er selvstændig erhvervsdrivende. Hvis du flytter til Finland fra et andet EU-/EØS-land, kan du i en begrænset periode melde dig ind i en a-kasse, selvom du er ledig. Som medlem af en a-kasse skal du betale et kontinget, og hvis du bliver ledig, kan du søge om dagpenge fra a-kassen. Udbetalingen baseres på din tidligere løn.
Dagpenge fra en a-kasse er højere end grunddagpenge, som udbetales af Ålands arbetsmarknads- och studieservicemyndighet (AMS). Derfor kan det være fordelagtig at være medlem af en a-kasse. Du skal opfylde visse krav for at kunne får dagpenge. Du kan læse mere om krav og ledighedsydelser på Info Nordens side om ålandske ledighedsydelser.
Diskrimination i arbejdslivet
Ålands ombudsmandsmyndighed og diskrimineringsombudsmanden giver råd og vejledning med henblik på, at privatpersoner ikke skal udsættes for diskrimination på arbejdspladsen. De kan også hjælpe med at skrive en anmeldelse om diskrimination, eller de kan kontakte Finlands ligestillingsombudsmand, Finlands diskriminationsombudsmand eller arbejderbeskyttelsesafdelingen ved Tillstånds- och tillsynsverket. Du kan læse mere på ombudsmandsmyndighedens netsted.
Yderligere information
På Info Nordens netsider kan du finde information om fagforeninger i de andre nordiske lande, og hvilke myndigheder du skal kontakte, hvis du har spørgsmål.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.