Bertel Haarder, Nordisk Råds præsident 2021
Bertel Haarder har været aktiv i dansk politik siden 1973. Han blev for første gang medlem af det danske parlament, Folketinget, i 1975, og han har siden da haft en bred vifte af forskellige tillids- og ministerposter, herunder minister for nordisk samarbejde. Bertel Haarder er Danmarks længst siddende minister siden parlamentarismens indførelse i 1901, og har tillige været medlem af Europa parlamentet. Haarder er medlem af Venstre, Danmarks Liberale Parti. Han har førhen bestridt posten som præsident for Nordisk Råd i en kortvarig periode i 2011.
I Nordisk Råd, hvor Haarder indgår i Midtergruppen og var formand for Grænsehindringsrådet 2020, har han desuden været formand for Danmarks delegation siden 2019 og i perioden 2011 – 2015. I Folketinget er han i øjeblikket formand for Udenrigsudvalget samt Venstres ordfører for sager omhandlende Færøerne og nordisk samarbejde. Bertel Haarder blev valgt som præsident for Nordisk Råd i 2021 i forbindelse med Nordisk Råds digitale sessionsuge i 2020.