Kom med til nordisk klimadebat d. 17 november!

12.11.20 | Nyhed
promenade operaen i Oslo
Photographer
Gunnar Ridderstrøm
Nok har Covid-19-pandemien udskudt klimaforhandlingerne, men arbejdet er ikke gået i stå. På debatarrangementet CHOOSING GREEN d. 17. november 2020 vil det politiske samarbejde i Norden samle kræfter og idéer til næste års klimaforhandlinger. Vi skal tale om klimatiltag, konkurrenceevne, uddannelse og social bæredygtig omstilling med nogle af de bedst begavede folk i Norden – og du kan være med, når vi sender live hele dagen.

På debatarrangementet CHOOSING GREEN tager vi nogle af de store og komplekse områder med afgørende betydning for den globale grønne omstilling under luppen. Hvad kan vi i Norden bidrage med? Og er det godt nok?

Over tre gange to timer går vi i dybden med tre perspektiver på den grønne omstilling. I keynotes og paneldebatter vil Nordens rolle i det internationale klimaarbejde, udfordringerne med at skabe en social bæredygtig grøn omstilling, konsekvenserne for vores konkurrenceevne og de nødvendige ændringer i vores uddannelsessystem blive vendt. Hvordan bliver vi klædt godt på til en mere bæredygtig fremtid?

I panelerne sidder både unge klimaaktivister, politikere, ledere fra sociale organisationer og industrien. Mød blandt andre FN's generalsekretær, António Guterres, feministisk debatør og rådgiver i Oxfam IBIS, Emma Holten, generalsekretær for Red Barnet i Sverige, Helena Thybell, vicedirektør i Dansk Industri Anne Højer Simonsen, Stefano Scarpetta, direktør for Employment, Labour and Social Affairs i OECD, klimaaktivist Amos Wallgren og Bernt G. Apeland, generalsekretær i Røde Kors i Norge.

Klimaforandringerne udgør den absolut største trussel mod børns rettigheder og vi risikerer at sætte årtiers hårdt vundet udvikling over styr. Det internationale samfund og verdens ledere er nødt til at sætte børns og andre sårbare gruppers rettigheder i centrum af klimapolitik og handling.

Helena Thybell, generalsekretær for Red Barnet i Sverige

Arrangementet er opdelt i tre sekvenser med hver deres fokus på den grønne omstilling:

Kl. 10 – 12 (GMT+1): A GREEN NORDIC REGION: How far have we come? 

Kl. 13 – 15 (GMT+1): THE GREEN TRANSITION: Consequences fro Nordic jobs and skills? 

Kl. 16 - 18 (GMT+1): BRAVE NEW SUSTAINABLE WORLD: The Nordic model under pressure? 

Deltag i debatten

Hvad er de mest presserende klimaspørgsmål? På CHOOSING GREEN er der mulighed for at stille spørgsmål efter alle debatterne. Tag dit vigtigste spørgsmål med d. 17 november og lad os få en god debat. Vær opmærksom på, at rrangementet afholdes på engelsk. 

Choosing Green er et internationalt heldagsevent arrangeret af Nordisk Ministerråd.
Debatarrangementet afholdes tirsdag d. 17. november mellem kl. 10-18 (GMT +1) og live streames både på Norden.org og på Facebook.