Norden og Estland går sammen om millionbevilling til forskning i COVID-19

03.11.20 | Nyhed
Covid-19
Photographer
Scanpix
Fem nordiske forskningsprojekter om COVID-19 bliver nu skudt i gang og tager afsæt i de nordiske landes unikke sundhedsdata. Forskningen bidrager dermed til at højne kundskaben om COVID-19 ikke kun til gavn for Norden, men hele verden.

Norden går sammen om at styrke forskningssamarbejdet om COVID-19 for at ruste sig til fremtidige pandemier og søsætter derfor fem nye forskningsprojekter, som skal undersøge Covid-19 i relation til alt fra graviditetsforløb til rygning og psykisk sårbarhed. Der er tale om at generere ny viden, der kan hjælpe med at bekæmpe COVID-19-pandemien på baggrund af eksisterende sundhedsdata. Forskere fra hele Norden og Estland deltager i den storstilede samarbejdssatsning, som har fået bevilget cirka 53 millioner norske kroner.

- Vi er meget glade for, at de nordiske og baltiske lande på kort tid har formået at mobilisere penge til et fælles COVID-19-opslag under ledelse af NordForsk. Forskningen vil være baseret på vores unikke dataressourcer i form af sundhedsdata og -registre. Den vil hjælpe med at generere ny viden om, hvordan COVID-19-virusinfektionen påvirker vores helbred, og hvordan vi kan lære af den nuværende pandemi i fremtiden. siger Maria Nilsson, specialrådgiver i NordForsk.

Forskning om graviditet og Covid-19

Et af projekterne skal studere graviditetsforløb, for der findes i dag begrænset dokumentation omkring graviditet og COVID-19. Mange lande har ud fra et forsigtighedsprincip placeret gravide kvinder i risikogruppen og anbefaler, at gravide ikke udsætter sig selv for risikoen ved at blive smittet af COVID-19 - særligt ikke henimod slutningen af graviditeten. 

Forskerne skal studere, om gravide kvinder har større sandsynlighed for at blive ramt af COVID-19 eller udvikle alvorlig sygdom og få behov for indlæggelse end ikke-gravide kvinder i den fertile alder. De vil desuden undersøge, om COVID-19 under graviditeten øger risikoen for komplikationer, herunder fostertab, og om moderens sygdom kan påvirke fosteret.

Direktør i NordForsk Arne Flåøyen understreger, at de nordiske lande står i en unik position i COVID-19-forskningen.

- Der igangsættes meget forskning lige nu om COVID-19, og meget er rettet mod virusset, vaccineudvikling og udvikling af en behandling. Dette er forskning, som kan foregå hvor som helst i verden. Vi i NordForsk har vores niche inden for forskning, som skaber nordisk nytte. Vi ønsker derfor at støtte forskning, som kun kan gennemføres i Norden, men som vil være til gavn for hele verden, siger Flåøyen.

Finansierer bag forskningen

NordForsk, som hører under Nordisk Ministerråd, finansierer forskningsprojekterne om COVID-19 sammen med en række nationale forskningsfinansierer fra hele Norden og Estland: Vetenskapsrådet i Sverige, Finlands Akademi, Innovationsfonden i Danmark, Forskningsrådet i Norge, Rannís på Island og Estlands Forskningsråd.