Overvægten stiger og vores madvaner bliver dårligere – Nye nordiske monitoreringsdata viser bekymrende tendenser for Danmark
Rapporten Nordisk Monitorering (NORMO 2025) giver en status på den nordiske befolknings adfærd og sundhedssituationen. Og det er et bekymrende billede, der tegner sig: 56 % af voksne i Norden og hvert femte barn har overvægt eller svær overvægt.
”Vi er på vej til at blive en stillesiddende og overvægtig nordisk befolkning, som tilbringer alt for meget tid foran skærmen, samtidig med at vi spiser usund og ikke-bæredygtig mad,” siger Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd.
Indtaget af frugt, grøntsager og fuldkorn falder, mens forbruget af fødevarer med et højt sukkerindhold stiger.
Rapporten viser flere gennemgående tendenser på tværs af alle nordiske lande. Indtaget af frugt, grøntsager og fuldkorn falder, mens forbruget af fødevarer med et højt sukkerindhold stiger. Derudover er indtaget af energidrikke fordoblet det seneste årti, hvilket kan føre til søvnproblemer, dårlig mental sundhed og koncentrationsbesvær.
Den sociale ulighed i vores adfærd er fortsat stor. Grupper med lavere uddannelsesniveau rapporterer i alle nordiske lande om dårligere kostvaner og højere grad af overvægt og fedme. Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, har ledet arbejdet med NORMO 2025.
”Det er alvorligt, at vi ser en udvikling mod dårligere kostvaner og øget overvægt. Mit håb er, at NORMO 2025 kan sætte fokus på de områder, hvor beslutningstagere bør agere” siger Fagt om de nyeste resultater i NORMO 2025.
Mit håb er, at NORMO 2025 kan sætte fokus på de områder, hvor beslutningstagere bør agere.
Nordiske indsatser for forandring
Nordisk Ministerråd har flere indsatser i gang for at ændre udviklingen. NORMO 2025 er en del af opfølgningen på Nordiske Næringsanbefalinger 2023 (NNR2023), som er et nordisk flagskibsprojekt, der danner baggrunden for de nordiske og baltiske landes nationale retningslinjer og kostråd. I 2026 igangsættes desuden en større indsats for at reducere unges indtag af koffeinholdige drikke.
”Ministrene har sat tydelige målsætninger for sundheds- og fødevaresektorerne om, at vi skal bidrage til en bedre folkesundhed i Norden samt et sundt og bæredygtigt fødevareforbrug,” siger Karen Ellemann.
Nøglefund fra rapporten
- Indtaget af frugt, grønt og fuldkorn er faldet, mens forbruget af fødevarer med et højt indhold af sukker er steget.
- 56 % af voksne nordboere og 1 ud af 5 børn har overvægt eller svær overvægt – en stigning siden 2014.
- Forbruget af energidrikke er mere end fordoblet det seneste årti, med den største stigning blandt unge voksne.
- Alkoholforbruget og brugen af tobaks- og nikotinprodukter er stabile, men fortsat højt.
- Op mod en tredjedel af voksne nordboere lever ikke op til anbefalingerne for fysisk aktivitet.
- Sociale uligheder er tydelige: Personer med lavere uddannelsesniveau rapporterer dårligere kost, højere forekomst af overvægt og svær overvægt samt større forbrug af nikotin og alkohol sammenlignet med personer med højere uddannelse.