Sætter fart på omstillingen til en fuldt integreret digital region
Id-matching er nødvendigt for at sikre mobilitet over landegrænser for vores indbyggere, og vi har rigtig gode forudsætninger for at få det til at fungere.
I en ny erklæring, som blev vedtaget af de nordiske og baltiske ministre for digitalisering i Reykjavik i Island, er ambitionen at opmuntre de kompetente myndigheder i hvert land, blandt andet folkeregistre og udbydere af digitale tjenester, til at sætte indsatser for id-matching på tværs af landegrænser på agendaen og indføre dem i deres politikker med det formål at forenkle tilværelsen for regionens borgere og virksomheder.
– Jeg ser det her som en vigtig milepæl, et afgørende næste skridt for det nordisk-baltiske samarbejde om digitalisering. Island har formandskabet for Nordisk Ministerråd og vil fortsætte arbejdet med at styrke indsatsen for en multilateral aftale mellem vores lande, som øger sikkerheden, præcisionen og enkeltheden ved id-matching på tværs af landegrænser, siger Islands økonomi- og finansminister Bjarni Benediktsson.
Jeg ser det her som en vigtig milepæl, et afgørende næste skridt for det nordisk-baltiske samarbejde om digitalisering.
Erklæringen bygger videre på den udprægede tillid og samarbejdsvillighed landene imellem og er udtryk for en stærk politisk vilje til at arbejde i retning af id-matching. Det giver også landene og de pågældende myndigheder et klart mandat til at gøre dette muligt.
– Det glæder mig, at de nordiske og baltiske ministre gennem deres forpligtelser i denne erklæring giver vores region et forspring i forhold til at føre an i udviklingen af id-matching på tværs af landegrænser på europæisk niveau. Samtidig fortsætter de med at bidrage til opnåelsen af målet om at gøre vores region til den mest integrerede i verden, siger Karen Ellemann, som er Nordisk Ministerråds generalsekretær.
Erklæringen vil blive suppleret med en køreplan, som udarbejdes af eksperter fra de nordiske og baltiske lande, og de relevante myndigheder vil samarbejde om at muliggøre id-matching på tværs af landegrænser.