Unge sætter den nordiske dagsorden på COP27

28.10.22 | Nyhed
fotocollage ungdomar
Photographer
norden.org
Stop eksporten af olie og gas. Gør omfattende miljøødelæggelse til en international forbrydelse. Lad unge granske klimapolitikken systematisk. Det er nogle af kravene, som Nordens ungdomsbevægelser diskuterer med politikere på den nordiske pavillon på klimakonferencen i Egypten den 8.-17. november.

– Udtalelserne fra nordens og resten af verdens unge er tydelige: De unge vil se en systemændring og en økocidlovgivning. De vil have, at Norden skal tage ansvar for at sikre en bedre fremtid for vores generation, siger Amanda Björksell, som repræsenterer Sveriges unge på FN’s klimakonference.

I en debat den 8. november vil hun og andre unge frra Norden og Sydamerika udfordre de nordiske lande til at anerkende international miljøkriminalitet og fremme udarbejdelsen af en såkaldt økocidlovgivning.

Den nordiske pavillon giver de unge en platform

Den nordiske pavillon giver unge fra Norden og resten af verden en platform, hvor de kan skabe nytænkning i forhold til regionale og globale klimaudfordringer.  

– Det er vigtigt for os som nordiske unge at være til stede på COP27, da det er dér verdens ledere mødes for at snakke om, hvordan vi løser klimaforandringerne, siger Nadia Gullestrup Christensen, som er dansk ungdomsdelegat på klimakonferencen. 

– Desværre går den grønne omstilling alt for langsomt, og der er brug for, at vi unge er til stede og holder verdens ledere op på, at de har en forpligtelse til at handle over for vores og fremtidige generationer.

"Lider ofte under tokenisering"

I den nordiske pavillon vil de nordiske ungdomsorganisationer og de nordiske landes FN-ungdomsdelegater udfordre beslutningstagerne i forhold til nogle af de mest presserende emner, fra systemskifte, klimaretfærdighed og sikringen af biodiversitet til inklusion af børn og unge i beslutningsprocesser og ungdomsklimarådenes rolle og indflydelse:

 – Børn og unge er en særligt sårbar og vigtig gruppe i forhold til klimabeslutninger, men er underrepræsenteret og lider ofte under en tokenisering af deres deltagelse, i stedet for at deres synspunkter bliver taget alvorligt, siger Matilde Angeltveit fra Landsrådet for Norges Barne- og Ungdomsorganisasjoner.

– Børn og unge repræsenterer fremtiden og er vigtige aktører i arbejdet med at vælge den videre vej mod en retfærdig grøn omstilling.

 

Gå ikke glip af de ungdomsledede arrangementer på den nordiske pavillon!

Mød op fysisk, eller følg debatterne via streaming!

Den nordiske pavillon er vært for mere end 80 arrangementer på årets klimakonference.

De nordiske lande har siden 2015 deltaget samlet på FN’s årlige klimakonference for at skabe dialog og videnudveksling.

Du kan følge debatterne i den nordiske pavillon eller via livestream.