Verdensudstillingen: Sundhedsteknologi til alle

01.02.22 | Nyhed
Expo 2020
Photographer
Mikael Carboni Kelk
For at få alle borgere med ombord på den digitale omstilling, skal der investeres i digitale sundheds- og socialydelser, som også kan nå ud i tyndt befolkede områder. Det var hovedbudskabet bragt fra Norden til dagens debat i den svenske pavillon på Expo – Verdensudstillingen.

Det er sundhedsuge på Expo – verdensudstillingen. I den anledning blev der i dag i den svenske pavillon stillet skarpt på resultaterne fra Nordisk Ministerråds projekt: Sundhed og omsorg fra distancen (iVOPD).  


- iVOPD bidrager til at opnå vores vision 2030. Særligt når det gælder vores ambitioner om at være et socialt bæredygtigt og konkurrencedygtigt Norden, lød det i den digitale hilsen fra Paula Lehtomäki, generalsekretær i Nordisk Ministerråds til publikum på Expo og til alle, der fulgte med digitalt. Resultaterne fra iVOPD blev løftet frem som del af et todages-program i den svenske pavillon, der også har bl.a.pandemien, antibiotikaresistens og kriseberedskab på agendaen. Sundhedsdagene blev erklæret åbent af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Victoria af Sverige, der understregede vigtigheden af et sundt liv for alle.         

Sundhedseksperter fra Forenede Arabiske Emirater og fra Norden 

Baggrunden for iVOPD projektet er, at der i visse dele af Norden er et skifte i demografien, og nogle borgere bor i tyndtbefolkede og fjerntliggende områder med begrænset adgang til social- og sundhedsvæsen. Det fik det svenske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2018 til at søsætte iVOPD. Glesbygdsmedicinskt centrum har sammen med Nordisk Velfærds Center stået for udførelsen af projektet. Resultaterne herfra tydeliggør fordelene ved at digitalisere sundhed og socialområdet. Projektleder Niclas Forsling fra Glesbygdsmedicinskt centrum kom nærmere ind på dette under dagens debat med andre sundhedseksperter fra Forenede Arabiske Emirater og fra Norden. 

 

Mange fordele for den enkelte og for samfundet

- Fordelene kan både ses fra et individ-perspektiv, hvor de digitaliserede ydelser i høj grad ligestiller borgere fra tyndtbefolkede områders adgang til sundhedsydelser med andre og øger indsigten i egen sundhed hos alle. På et samfundsniveau gavner det økonomien for regioner, hvor der er langt mellem husene. Det kan fx være med til at tiltrække tilflyttere, lød det i debatten fra Niclas Forsling. Han fremhævede også, at digitaliseringen gavner infrastrukturen og mindsker fysisk transport, som igen mindsker CO2 udledningen. 


- Indsatser for en digitaliseret sundhed har altså også en positiv effekt for klimaet, slår Niclas Forsling fast.   


 

Få klik på computeren frem for kilometervis af sygekørsel

Projektet sætter lys på en række best practices og indsigter fra forskellige områder i Norden. Eksempler, der handler om at løse praktiske situationer, hvor fx patienter kan tilses af en læge via få klik på computeren frem for kilometervis af sygekørsel. Eller teknologi, der giver pårørende mulighed for dagligt digitalt at være sammen med syge familiemedlemmer som et supplement til fysiske besøg. 


- En anden vigtig pointe er, at digitaliseringen også styrker den enkelte borges autoritet og indsigt i egen sundhed, pointer projektleder Bengt Andersson fra Nordisk Velfærds Center. Bag den pointe ligger, at de digitale løsninger også kan gøre tilgængeligheden til sundhedsdata nemmere for den enkelte borger, hvilket øger muligheden for selvbestemmelse og den tryghed, der kan ligge i det.