Jan Grue

Motivering:

"Vores liv sammen er ikke en illustration, det er ikke en demonstration af en moralsk eller filosofisk pointe, vi er ikke løsningen på et etisk dilemma." Det skriver Jan Grue, som i Jeg lever et liv som ligner deres skildrer både sit eget liv og sin families liv på en højst individuel måde, som samtidig åbner for et væld af politiske, filosofiske og etiske tankerækker og problemstillinger.

Forfatteren, som er født i 1981, har tidligere udgivet en række fagbøger, to børnebøger, fire novellesamlinger og én roman. Her tager han skridtet over i en essayistisk sagprosa, som eksperimenterer i grænselandet mellem det personlige og det faglige, og som viser hvilke muligheder, der ligger i den selvbiografisk baserede litteratur. 

Grue blev født med en sjælden muskelsygdom, og bogen indledes med de sætninger, han ofte bliver mødt med, når folk, der kendte ham som barn, møder den succesfulde, velklædte familiefar og akademiker i kørestol, som han er i dag. "Hvor ser du godt ud."  Underforstået: "Lever du stadig?"  "Jeg troede ikke, at du ville klare dig så længe."

Som barn af akademikere med villa i et af Oslos bedste kvarterer har Grue levet med en dobbelthed og tøver ikke med at beskrives sig selv som både privilegeret og anderledes

"To modsætningsfyldte sandheder kan leve side om side. Jeg er privilegeret og sårbar. Jeg har arbejdet hårdt og haft brug for hjælp. Jeg er kommet hertil i kraft af min egen indsats, udelukkende fordi jeg lever i et samfund, som anerkender denne indsats og supplerer den, der hvor det er nødvendigt."

At tillade sig at være sårbar er også et privilegium, som ikke er alle forundt, og et som Grue bruger i bogen til at tegne et billede af et helt menneske. Hertil bruger han et væld af forskellige kilder. Ikke kun egne erindringer, men også den bunke af dokumenter, som gennem tiden er blevet produceret om ham af læger, sundhedsvæsen og skoler. Grue lader sine egne erindringer gennembores af andres stemmer, både de kliniske medicinske former, hjælpeapparatets uklare omskrivninger og de væsentlige litterære og filosofiske tekster, som tillader ham at se sine egne erfaringer i en større politisk og social ramme. Således bliver bogen en fortælling om, hvordan vi som mennesker er underlagt strukturer, som vi både kan ane, analysere og til dels påvirke, samtidig med at en individuel kerne altid gør oprør mod de tråde, der trækker i os.

"Jeg tror, at verden er uendeligt meget stærkere end mig, og alligevel forsøger jeg at få min vilje i forhold til den."

Med genrebetegnelsen "En levnedsskildring" trækker Grue en litteraturhistorisk linje fra tidligere tiders biografiske former til nutidens life writing. Jeg lever et liv som ligner deres træder ind i en større erindringstendens i samtidslitteraturen og er eksplicit inspireret af Maggie Nelsons Argonauterne, som er en bog, den både spiller på og overskrider, idet den skaber sin egen form i skæringspunktet mellem selvbiografi og essay, livsskildring og samfundsteori. Den utvetydige omfavnelse af sagprosaens læserkontrakt giver samtidig plads til en befriende ligefrem tiltaleform over for læseren. Jeg lever et liv som ligner deres lader ubesværet helt konkrete erfaringer danne udgangspunkt for avancerede tankerækker, som ikke bliver mindre litterære af, at de nu og da antager argumentets form. Snarere tværtimod.