Jessie Kleemann

I digtsamlingen Arkhticós Dolorôs (2021) samles på fornemste vis de emner, som det sidste kvarte århundrede har optaget Kleemann: det moderne menneskes misbrug af naturen, tabet af de oprindelige folks kultur og kampen for som efterkommer af de grønlandske inuitter at finde en ny identitet i en moderne, globaliseret nutid. Symboler, figurer og ting hentet fra den grønlandske kulturkreds blandes med tilsvarende ting hentet langvejs fra – på samme måde som forskellige sprog, især grønlandsk, dansk og engelsk, vikler sig sammen og danner helt nye betydningsrum. På den måde erfares kulturblandingen både som et tab og som en kreativ skabelse, som tager os nye og uventede steder hen. Teksten er mættet med affekt, ikke mindst smerte og frustration – men af smerten fødes nye meninger, billeder og ord, som udfordrer læseren til at tage del i den udforskning af livsbetingelser og eksistens, som digtene sætter i værk. Centralt i Arkhticós Dolorôs står det lidende, smeltende Arktis. Jessie Kleemann var blandt de første til at genfortolke myten om Havets Mor som et moderne symbol på forurening og miljøkatastrofe. I Arkhticós Dolorôs dubleres figuren i form af et ”kuldevæsen”, isens og gletsjernes inua, sjæl eller væsen, hvis smerte slår grusomt tilbage på menneskene selv. Kleemann øser således af et oprindeligt folks erfaringer om menneskenes helt grundlæggende afhængighed af den natur, de selv er en del af – fortolket ind i en senmoderne, globaliseret nutid. Derfor vækker hendes tekster genklang hos så mange og har et stort nordisk og internationalt potentiale.

At Jessie Kleemann arbejder som performancekunstner mærkes i teksternes udnyttelse af sidens hvide plads, og af deres bevægelige forløb. Det handler om arktisk smerte, den koloniseredes erfaring, Grønlands særlige geopolitiske situation og selvfølgelig den globale opvarmning. Det er absolut hårde tematikker, men en ustyrlig og drillende humor bobler også frem mellem teksternes smeltende isblokke, som forlaget helt rigtigt beskriver det i sin præsentation af bogen.

Jessie Kleemann er født i 1959 i Upernavik, Nordgrønland. Hun er uddannet skuespiller og grafiker. Fra 1984-1991 var hun leder af kunstskolen i Nuuk. Selv om Kleemann ikke har udgivet mange bøger, er hun en af Grønlands væsentligste og mest eksperimenterende forfattere. Hendes digte er med i mange antologier, og hun har repræsenteret Grønland ved mange poesifestivaler i udlandet. Filminstruktører har brugt hendes digte som forlæg for film, blandt andre Diego Barraza Arctic Ache (2014) og Ivalo Frank Killerbird (2015). Uden for Grønland er hun især kendt som performancekunstner. Som regel ligger der imidlertid et eller flere digte bag disse forestillinger, hvor kunstneren investerer sin krop i afsøgningen af de emner, som i digtene undersøges i rytmer og ord. Kleemann udgav sin første digtsamling i 1997: Taallat – Digte – Poems.