Laura Lindstedt
”- Oooon... ei-ron! (- -) Rosa havde set så ekstremt koncentreret ud. Som om hun anstrengte sig for at finde så præcise ord som muligt i sit begrænsede ordforråd, noget fængende, der kunne fange tilhørernes interesse. Og så kom dét ord.” Det græske ord "oneiron" (drøm) dukkede også op i forfatteren Laura Lindstedts bevidsthed og blev udgangspunktet for romanen allerede før hun kendte ordets betydning.
Lindstedts fantasi om sekunderne efter døden fører læseren til en hvid overgangstilstand, hvor tid og sted er ophørt med at eksistere. Her i dette ukendte tomrum mellem livet og døden udspiller Oneiron(Oneiron, Rosinante & Co, udkommer 5. maj 2017, oversat af Birgita Bonde Hansen) sig, og hertil ankommer syv kvinder. Lidt efter lidt slukkes deres fysiske behov og følelser. De føler ikke længere sult, og de har heller ikke behov for at trække vejret. Kvinderne kommer fra forskellige dele af verden, de taler forskellige sprog, og deres baggrunde er forskellige. Polina er en russisk bogholder, Rosa Imaculada er en brasiliansk hjertepatient, og Nina er en fransk kvinde som venter tvillinger. Wlbgis fra Holland lider af kræft, og Maimuna fra Senegal drømmer om en modelkarriere. Den yngste er Ulrike fra Østrig. Den centrale karakter i persongalleriet er den jødisk-amerikanske performancekunstner Shlomith hvis anorektiske kulturforskningsrejse strækker det kropslige tema i Oneiron til sit yderste.
Kvinderne laver et lejrbål af en ildrød paryk og snakker sammen som en søskendeflok i et nutidigt Nangijala. Også efter livets ophør udgør de en del af et fællesskab – en trøstende tanke, som gør det muligt at kommunikere og erindre. De er stærkere i fællesskab, også i en situation, hvor der ikke længere findes noget. ”Pulsen er et ur. Smerten er et ur. Men nu var det hele væk, alt undtagen ordene. Samtalen (- -) fik tiden til at gå, passede på dem, sørgede på en eller anden ubegribelig måde for, at de forblev mennesker.” Til sidst svinder også sproget bort og erstattes af en nærmest telepatisk forståelse. I bogens sidste del følges kvinderne ad til den endelige slutning og den endelige frihed, mens deres skæbnetimer åbner sig for øjnene af læseren.
Det samfundskritiske og feministiske perspektiv er indbygget i den barske realisme i denne fantasi, og Lindstedts beskrivelser af menneskelige tragedier og magtanvendelsens mekanismer er sandelig heller ikke for sarte sjæle. Forfatterens store kulturhistoriske viden skinner også igennem i Oneiron, og derfor er det muligt både at frigøre sig fra og sætte spørgsmålstegn ved vaner og sandhed - præcis som kvinderne gør i den hvide overgangstilstand, når de forsøger at få fat i ordene og oplevelserne mens de forsøger at skabe noget hjemligt af deres eget tøj eller ved at stemme om Swedenborgs lære om himlen.
Lindstedt leger kunstfærdigt med både sproget og stilen og prosaens konventioner. Hendes sprog er finpudset og stærkt. Resultatet er et værk som består af flere stemmer og flere lag, og hvis moderne udtryk samtidig rummer noget blændende klassisk. Det er som at forfatteren stræber efter fraktalernes uendelige små detaljer når hun skriver hele verdener ind i det begrænsede øjeblik. Oneirons hvide virkelighed består af levende fortællinger som hylder fantasien, litteraturens muligheder og det kompromisløse kunstneriske arbejde.
Den nysgerrige læser kan ikke gøre andet end at overgive sig til fortællingerne i den hvide verden. Det samme gør den sidst ankomne kvinde, Ulrike, da hun overgiver sig til den nydelse som hendes skæbnesøstre giver hende i begyndelsen af bogen. Men det er også nødvendigt at gennemgå smerte og skam. Den uforfærdede gennemgang af alt man har oplevet.
Laura Lindstedt (født 1976) fik Finlandia-prisen i 2015 for Oneiron. Hendes debutroman Saksen (2007) var også kandidat til Finlandia-prisen. Lindstedt er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om problemet med kommunikation i Nathalie Sarrautes produktion.