Moa Backe Åstot

Findes der homoseksuelle renvogtere?

Dette spørgsmål slår tonen an allerede på den første side af Himlabrand (ikke oversat til dansk). Bogen er en empatisk fremstilling af forelskelsen med sin pinefuldhed, tvivl og usikkerhed, som vi alle kan genkende os selv i. Den får endnu mere kraft, eftersom hovedpersonen Ánte er forelsket i sin bedste ven Erik. De er begge samiske renvogtere. Ánte elsker livet som renvogter, og han vil fortsætte det. Hans rødder stikker dybt i jorden, og han vil ikke rive dem op, men de maskuline normer er stærke. En del fra den ældre generation tager med foragt afstand fra homoseksualitet, som stadig er vældig tabubelagt. Ánte kæmper med sine følelser i et kaos, som får ham til at såre andre i sin forvirring.

Skildringen er stærkt forankret i den samiske kultur, og den viser forskellige sider af den – også de nedarvede traumer efter lang tids undertrykkelse. Ánte finder en bog med fotografier af nøgne samer, som er taget af en racebiolog. Det viser sig, at nogle af dem er hans slægtninge. Undertrykkerne ville bestemme, hvordan de skulle være, men nu vil en del af de ældre omkring ham ikke lade ham være den han er.

Moa Backe Åstot udfolder fortællingen og giver den flere dimensioner, ud over at det er en brændende kærlighedshistorie. Hun er selv same, og hun ejer også rener. Det er med andre ord ingen tilfældighed, at læseren oplever skildringen som både troværdig og autentisk

Med sine fortællinger prøver hun at skabe nye perspektiver i forhold til både kulturen og den samiske identitet. I denne debutbog gør hun det på fremragende vis.