Nominerede 2013

Bedømmelseskomiteen har sat navn på de 12 musikere, sangere og ensembler, der er i spil til Nordisk Råds Musikpris 2013.

DANMARK

Theatre of Voices
Photographer
Lars Bjarnø

Theatre of Voices, vokalensemble

Grammy-vindende Theatre of Voices er et af de mest fremtrædende vokalensembler i Europa. TOV fremfører et dristigt og originalt repertoire med et uhyre højt kunstnerisk og teknisk overskud. Det aktuelle repertoire favner fra den tidligste polyfone musik til nutidens store danske og udenlandske komponister; Stockhausen, Berio, Pärt, Reich, Bent Sørensen og Gudmundsen-Holmgreen. Modtog i 2010 en Grammy for David Langs H.C. Andersen-værk "The Little Match Girl Passion", skrevet specielt til TOV. I 2012 blev deres koncert med værket i Carnegie Hall udsolgt. Efter Stockhausens ønske åbnede TOV i 2008 det prestigefyldte "Berliner Festspiele" med hans sjældent opførte værk "Stimmung". TOV samarbejder med nogle af verdens bedste instrumentalister, bl.a. Kronos Quartet og London Sinfonietta, senest med koncerter i forbindelse med Pelle Gudmundsen-Holmgreens 80 års fødselsdag. Grundlagt i 1990 af kunstnerisk leder Paul Hillier, siden 2004 fast etableret i Danmark.

Efterklang
Photographer
Rasmus Weng Karlsen

Efterklang, ensemble

Det progressive ambitiøse og fantasifulde ensemble – af det prestigefyldte engelske pladeselskab 4AD kaldet "Danmarks eksperimentelle alternative pop pionerer" – er lovprist af den danske såvel som den internationale presse. I de 12 år gruppen har eksisteret, har den gang på gang forløst store projekter, både i forbindelse med indspilninger og ved fremførelser. Efterklang har turneret massivt over hele verden og er specielt anerkendt for deres imponerende integrerede orkestrale opsætninger. I 2012 havde Efterklang således en storstilet verdenspremiere på deres fjerde og anmelderroste udgivelse "Piramida" i Utzons operahus i Sydney sammen med Sydneys symfoniorkester. Gruppen har også opført deres værker internationalt og i Danmark med DR UnderholdningsOrkestret, Sjællands Symfoniorkester, The Britten Sinfonia, Sveriges Radios Symfoniorkester, Wordless Music Orchestra i New York m.fl. Efterklang tør tænke stort, har skabt sig selv fra grunden og har bevaret en stærk integritet hele vejen op ad rangstigen.

FINLAND

Pekka Kuusisto
Photographer
Kaapo Kamu

Pekka Kuusisto, violin

Den finske violinist Pekka Kuusisto har opnået international berømmelse både som solist og orkesterleder, og han anerkendes for sin forfriskende tilgang til repertoiret. Pekka er også en stærk repræsentant for ny musik. Han samarbejder jævnligt med nutidige komponister, og i sæsonen 2012/13 vil der være verdenspremiere på Sebastian Fagerlunds violinkoncert, som er skrevet til ham og opført af Tampere Philharmonic Orchestra. Pekka tilstræber hele tiden at samarbejde med mennesker i det kunstneriske spektrum, som arbejder med nye fortolkninger af det eksisterende repertoire ved siden af originale værker. Pekka har spillet ved en række prestigefyldte begivenheder, herunder Aldeburgh Festival og senest ved Robeco Zomerconcerten i Concertgebouw i 2012. Hans seneste cd indeholder de samlede værker for violin og klaver af Einojuhani Rautavaara med Paavali Jumppanen (på pladeselskabet Ondine). "Pekka Kuusisto har den sjældne gave, at han bliver til den musik han spiller og ikke blot opfører den." The Guardian

Kimmo Pohjonen
Photographer
Kalle Bjorklid

Kimmo Pohjonen, harmonika

Kimmo Pohjonen betragtes som en af verdens mest eventyrlige harmonikaspillere.  Kimmo er en usædvanligt dygtig og fantasifuld harmonikaspiller, og hans virke som musiker strækker sig over mere end 20 år med musikalske projekter inden for rock, folk, avantgarde, improvisation, klassisk, dans og teater. I 1996 indledte han en solokarriere med sit soloprojekt for femradet harmonika bestående af ekstreme og originale kompositioner, live loops og effekter, en dynamisk og levende sceneoptræden, lyseffekter og surround sound. Dette show opnåede øjeblikkeligt stor anmelderros over hele verden på WOMEX i Berlin i 1999. Siden da er showet blevet opført over hele Europa, i Nord- og Sydamerika, Israel og Rusland til enstemmigt begejstrede anmeldelser. Pohjonen arbejder i adskillige projekter, blandt andet Kimmo Pohjonen Kluster sammen med sampling-eksperten Samuli Kosminen, Kronos Quartet, danser Minna Tervamäki og en improvisationsduo med den franske trommeslager Eric Echampard.

FÆRØERNE

Eivor
Photographer
heidrika heygum

Eivør Pálsdóttir, vokal

Eivør er singer-songwriter og opvokset i den lille landsby Gøta.  Eivør har en meget særegen stemme, og selv om hun har rødder i traditionelle færøske ballader, har hun interesse for et bredt spektrum af musikalske genrer fra rock, jazz, folk og pop til europæisk klassisk musik. Da hun var 16, forlod hun skolen for at bruge al sin tid på sin store passion: at synge og skrive musik. 11 år, otte soloalbums og adskillige priser senere, er hun blevet en af de klareste stjerner på den nordatlantiske himmel. Det er ikke kun hendes betagende stemme, som gør hende speciel, men også at hun udtrykker sine kunstneriske evner som maler, historiefortæller, digter og komponist. Al denne kreative energi kommer til udtryk i et fortryllende nærvær og en sceneoptræden, som er i stand til røre de inderste følelser hos publikum. Hendes mangfoldighed og hendes alsidige udtryk demonstreres i disse to citater: "Pure Viking goddess, deserves her own festival" (Charlie Ivens fra Playlouder.com) og "Like she was pulled straight from a fairy tale" (Reykjavík Grapevine).

ISLAND

Nordic Affect
Photographer
David Oldfield

Nordic Affect, kammerensemble

Kammerensemblet Nordic Affect blev dannet i 2005 med henblik på at fremme musik fra det 17. og 18. århundrede samt opførelsen af ny musik. Musikerne deler en passion for at betragte velkendte musikalske former fra et nyt perspektiv og for at vove sig ud i ukendt terræn. Deres optrædener på Island og på det europæiske fastland spænder over dansemusik fra det 17. århundrede til nutidens spændende elektroniske kompositioner og er blevet modtaget med stor anmelderros. Nordic Affect har optrådt for Icelandic Broadcastning Service og European Broadcasting Service. Deres første cd, som består af kompositionen "Apocrypha" af Hugi Guðmundsson, blev nomineret til en Icelandic Music Award og fik en Kraumur Award i 2008. Deres optrædener har fået stor anmelderros, og gruppen er blevet hyldet for deres energiske og stilistiske bravur.

Mezzoforte
Photographer
Ulla Binder

Mezzoforte, fusionsband

Det kom som en kæmpe overraskelse, da bandet i sin tid fik succes. I 1983, da sangen "Garden Party" gik verden rundt, var de fire drenge fra Island først lige blevet voksne. Siden da er Mezzoforte blevet anset for at være Europas vigtigste fusionsband. I 2012 fejrede bandet sit 35 års jubilæum og er stadig i fuldt vigør. Det seneste album "Islands" dokumenterer bandets musikalske modningsproces og udgør endnu en perle i diskografien. I 1996 udvidede de tre oprindelige medlemmer, Eythor Gunnarsson, Johann Asmundsson og Gulli Briem, bandet med saxofonisten Oskar Gudjonsson, og i 2006 tilførte guitaristen Bruno Müller og trompetisten Sebastian Studnitzky bandet nyt blod. Kombinationen af bandets historie og de nye kræfter, skabte en fornyet energi som blot er vokset under utallige optrædener på spillesteder og festivaler fra Oslo og Tokyo til Cape Town og Moskva.

NORGE

Hakon Austbo
Photographer
Edwin Roelofs

Håkon Austbø, klaver

Håkon Austbø har formet samtidens forståelse for klavermusik fra det 20. århundrede. Han har i næsten 50 år været en internationalt førende fortolker af komponister som Skrjabin, Messiaen og Debussy. Han har arbejdet direkte sammen med Messiaen, uropført værker af en række nulevende komponister, spillet under dirigenter som Haitink, Tabachnik, Eötvös og Jansons, og med ensembler som Nieuw Ensemble, Concertgebouworkest og Ensemble InterContemporain. Austbø har indspillet Messiaen for Naxos samt komplet klavermusik af Debussy, Janáček og Grieg. Ved siden af sin karriere som udøvende musiker, har han vejledt flere generationer af studerende, blandt andet gennem 15 år på konservatoriet i Amsterdam. Austbø er stadig aktiv som koncertpianist og underviser i Stavanger og Oslo.

Maja Ratkje
Photographer
Solveig Kjelstrup

Maja Ratkje, vokal

Maja S.K. Ratkjes musik bliver mødt med respekt på tværs af de etablerede traditioner, både af andre kunstnere og kritikere. Kernen i Ratkjes kunstneriske virke er at arbejde live med sin egen stemme, hvad enten hun spiller solo med elektronik eller indlemmer stemmen i en komposition som improviserende sanger. Ratkje markerede sig internationalt i en tidlig alder både som udøvende kunstner og komponist. Uden at skele til genregrænser har hun udfordret grænsen mellem det udøvende og det skabende på en måde som dannede skole i hendes egen generation allerede mens hun var studerende. Hun har samarbejdet med alt lige fra metalbands, udøvere af moderne jazz og ny musik til en forfatter som Elfriede Jelinek, og hun er gået sine helt egne veje i en musikalsk praksis som nægter at blive sat i bås.

SVERIGE

ZilliacusPerssonRaitinen
Photographer
goldberg.SE1

Trio ZPR, strygetrio

Cecilia Zilliacus (violin), Johanna Persson (altviolin) og Kati Raitinen (cello) er med deres strygetrio Sveriges skarpeste og mest kreative kammerensemble. Siden dannelsen i 1999 har ZPR udvist en udholdenhed og et sammenhold som er unik for genren. Ud over genrens indlysende repertoire har ZPR løbende udvidet den med kompositionsbestillinger og samarbejde med ofte overraskende gæsteartister. De har stor succes med deres egen og meget populære koncertserie med en aktiv kontakt til publikum. ZPR består af tre profilerede kunstnere og virtuose solister som har fundet hinanden i et overlegent samspil, hvilket har gjort dem til Sveriges mest Grammis-belønnede musikere.

The Knife
Photographer
Alexa Vachon

The Knife, electronicaduo

The Knife er Dreijer-søskendeparrets kunstnernavn og navnet på deres samarbejde siden 1999. Electronica som bevæger sig frit mellem vintage-synthpop og fremsynet elektronisk musik, mellem kunstmusik og videokunst i et konstant drillende maskespil. Et knivskarpt kunstprojekt som først blev fremført live på en scene i 2006 efter det store gennembrud med albummet "Silent Shout", som blev belønnet med seks (!) svenske Grammis. Sammen med danske Hotel Pro Forma og islandske Sounds Studio skabte The Knife det kendte operaprojekt "Tomorrow, In A Year", baseret på Darwins udviklingslære. Albummet blev til via et samarbejde mellem The Knife, Mt. Sims og Planningtorock. (Operaen blev dog opført af den danske performancegruppe Pro Forma.) 2013 markerer udgivelsen af et nyt og længe ventet album med titlen "Shaking The Habitual" og en stor Europaturné for Nordens skarpeste synthsøskende, The Knife.

ÅLAND

Vladimir Shafranov

Vladimir Shafranov, klaver

Født i Sankt Petersborg i 1948. Han begyndte at spille klaver i 5-års alderen og har blandt andet studeret ved Rimsky-Korsakov konservatoriet. Han pladedebuterede i 1971, og pladen solgte i flere millioner eksemplarer. Aktiv i Finland i 1974-83, hvor han blandt andet underviste ved Sibelius-Akademin. Han flyttede til New York i 1983, hvor han fungerede som freelancepianist med New Yorks førende jazzmusikere, blandt andre Dizzy Gillespie, Johnny Griffin og Benny Golson. I 1990’erne flyttede han til Åland, og i dag arbejder han på Åland, i Sverige og i Finland med årlige turnéer i Japan og gæstespil i New York. Hans seneste cd er indspillet i New York i 2012. Vladimir har i årtier været en af verdens mest toneangivende jazzpianister, og samtidig er han en stor inspirationskilde og et stærkt aktiv for det ålandske musikliv. I 2010 fik han Julius Sundbloms minnesstiftelses stipendium for: ”... et musikalsk virke som førende musikskribenter kalder mageløst. Vova er en kosmopolit og et stort navn i Japan og New York. At han har valgt at bosætte sig på Åland er i sig selv et lille mirakel. Han højner både kvaliteten og pulsen i det ålandske musikliv ...”