Ragnar Aalbu

Ragnar Aalbu
Photographer
Geir Dokken
Ragnar Aalbu: Georg er borte. Billedbog, Ena/Vigmostad & Bjørke, 2021. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2022.

Motivering

 

En lille dreng savner sin kat, Georg. Det er flere dage siden Georg var hjemme. Drengen går sammen med sin far ud for at lede efter Georg. De leder og leder, men Georg er ingen steder at finde. Kan han være blevet påkørt? Kan han være... død? Hvad sker der, når man dør?

 

Georg er borte (ikke oversat til dansk) er en billedbog om tilknytning, om at holde af og om at miste og sørge over en. Men også om at forlige sig med tanken om, at døden angår os alle. Drengen fører selv ordet i fortællingen. Hans stemme er fuld af barnlig undren over livets små og store spørgsmål. Faren tager drengens spørgsmål alvorligt.

 

Bogens formsprog er præget af geometriske former i dæmpede, naturfarvede nuancer. Billederne er grynede og kan give associationer til gamle, uklare fotografier. Det kan symbolisere det flygtige, men samtidig vedvarende, ved tilværelsen.

   

De skarpe linjer skaber et tydeligt omrids af udvalgte ting, mennesker og natur. Der, hvor de klare linjer er fraværende, glider farverne over i hinanden på en måde, som fjerner skellet mellem de forskellige elementer. Det medfører, at enkelte motiver fremhæves, får deres egen glød og deres eget særpræg, mens andre dele af billedet forbliver mere tilslørede og hemmelighedsfulde i baggrunden. Dette afspejler også, hvordan vi mennesker erfarer livet gennem vores sanser. Der er noget, vi kan se, og der er noget vi overser eller slet ikke opfatter. På den måde får forskellige ting forskellige betydninger for os.

  

Motivernes proportioner forstørres og formindskes fra billede til billede og signalerer, hvor fokus ligger, både i opbygningen at den ydre handling og i drengens indre oplevelser af det, som hele tiden foregår.

 

Både tekst og billede har et luftigt præg. Det minimalistiske udtryk giver læseren mulighed for selv at udfylde historien med ting, minder og farver fra sit eget indre.

 

Georg er borte er en stilsikker, skarp og sorgmunter lille perle af en bog. Historiens handling har en tidløs kvalitet. Formsproget er rent, og tematikken favner både den enkle hverdagskomik og de komplekse eksistentielle og psykologiske siderne ved det at være menneske. Slutningen giver også nyt håb.

Det har en pris at holde af nogen. Men det er det hele værd.

 

RAGNAR AALBU (f. 1966) er en norsk billedbogsforfatter og illustrator, som har modtaget mange priser for sine bøger. Han var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2016 for billedbogen Krokodille i treet (Krokodillen i træet, Turbine 2016, oversat af Marie Brocks Nielsen), og han har modtaget Kulturdepartementets pris for børne- og ungdomslitteratur tre gange. Han er indkøbt til Nasjonalbibliotekets samling af bokillustrationer, og han er repræsenteret i Martin Salisburys bog PLAY PEN – New Children’s Book Illustration (2007) og i Gestalten Verlags Little Big Books – Illustrations for Children’s Picture Books (2012).