Sebastian Johans
Sebastian Johans Svanhopp. Roman om död far er et anderledes faderportræt. "Han var inte den där borgerliga farsan som tjatade om tennis och inte såg sonen som en människa i egen rätt", slås omgående fast.
Han er intelligent og handlekraftig, men han kan ikke få hverdagen til at hænge sammen. Den lejlighed, som han flytter ind i efter skilsmissen fra sønnens mor, får han aldrig indrettet på en måde, som kunne få den til at minde om et normalt hjem. Han pendler mellem håb og fortvivlelse, lyse og mørke stunder, misbruget eskalerer, galskaben galopperer og det store korpus bliver større og større. Han har ondt af sig selv, føler sig misforstået af omverdenen og har angst over at mislykkes i sin rolle som far.
Men der bliver ikke svælget i elendigheden. Johans' roman befinder sig langt fra de litterære fadermord, som det har vrimlet med i de nordiske udgivelser i de senere år. I stedet er Svanhopp ("Svanehop", ikke oversat til dansk) en meget kærlig og sensitiv skildring af en far, hvis store hjerte næsten svømmer over af kærlighed: "Det första jag tänker när jag får höra att du inte längre finns är att ingen någonsin kommer att älska mig på samma sätt som du", mindes sønnen, som er jegfortælleren.
På elegant vis, og uden at pådutte læseren noget, udtrykker Sebastian Johans netop, at der er forskellige måder at elske på og at være forældre på. Det er måske ikke helt vederhæftigt at trænge sig på til sønnens teenagefester og vise de unge, hvordan man blander vin, vand og multebærlikør for at holde promillen nede. Men det er bare farens måde at vise omtanke på. Hans særegne måde at være nærværende og pædagogisk på, mens han samtidig ser sønnen som et selvstændigt menneske: ”klart att man vill supa om man är ung”.
Svanhopp er både et portræt af en ukonventionel far og en smuk opvækstskildring. I korte scener og med en træfsikker tone skriver Johans billeder frem fra en barndom og et teenageliv i Mariehamn i det lille ørige i 1980'erne og 1990'erne. Tilsyneladende hverdagsagtige begivenheder, som retrospektivt viser sig at være mættet med mening og betydning.
Det er virkningsfuldt og inviterer læseren til identifikation, når snapshots fra ens egen opvækst dukker op i hovedet og får konturer gennem det skarpe lys fra den litterære skildring – også selvom man er opvokset et helt andet sted.
Der veksles frugtbart mellem reminiscenserne og scener fra nutiden, hvor den voksne jegfortæller behandler farrelationen med sin terapeut. Der er noget, der nager og irriterer mellem den emsige svenske terapeut og den mere hårdføre fortæller, som er præget af den ikke altid så tilrettelagte opvækst i det ålandske ørige midt i havet. Fremstillingen af de indimellem dramatiske scener fra barndommen genererer også en lakonisk humor, som da fortælleren over for terapeuten vedkender, at det nok ikke var helt "optimalt", at faren gav ham stoffer engang.
Det er kort sagt en usentimental og smuk skildring af en far-søn-relation, som er præget af gensidig respekt og kærlighed på trods af de dysfunktionelle forudsætninger. Faren må være delvist mislykket i samfundets og sine egne øjne, men sønnen har stadig blik for det brillante igennem alle farens utilstrækkeligheder. Han er en intelligent, karismatisk og poetisk livskunstner med et kæmpemæssigt korpus og et endnu større hjerte, som i trods mod alle tyngdelove besidder en forbløffende evne til at kunne udføre det perfekte svanehop.
Forfattaren og kritikeren, Sebastian Johans (født 1978), er opvokset på Åland og bor nu både på Åland og i Uppsala. Han debuterede skønlitterært i 2020 med den roste roman Broarna, som også blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Den anmelderroste roman Döden och Kerstin udkom i 2023. Ved siden af sit skønlitterære forfatterskab er Johans kunstkritiker blandt andet i Dagens Nyheter, og han har også udgivet flere bøger om forskellige kunstnere. Svanhopp. Roman om död far var også nomineret til Svenska Yles litteraturpris 2025.