Ny rapport viser, at investeringer i nordiske datacentre vil være fordoblet i 2025

19.11.18 | Nyhed
IT
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org
En undersøgelse bestilt af Nordisk Ministerråd forudser en kraftig vækst på det nordiske datacentermarked frem mod 2025 med forventede årlige byggeinvesteringer på mellem 2 og 4,3 milliarder euro.

Undersøgelsen “Data Centre Opportunities in the Nordics – An Analysis of the Competitive Advantages” er blevet gennemført af COWI Group og publiceret af Nordisk Ministerråd. Den sammenligner Nordens tiltrækningsevne med den såkaldte FLAP-D-region (Frankfurt, London, Amsterdam, Paris og Dublin) med udgangspunkt i de stigende datamængder på verdensplan og udfordringerne ved at sikre bæredygtig vækst inden for cloud-, streaming- og databehandlingstjenester.

Rapporten konkluderer, at Norden sandsynligvis vil erobre markedsandele takket være fem primære fordele: rigelig vedvarende energi, driftssikker strømforsyning, lave energipriser, politisk stabilitet og kortere time-to-market, hvilket hovedsageligt skyldes et attraktivt erhvervsklima.

Det anslås, at markedet for opførelse af datacentre i Norden i 2025 vil tiltrække årlige investeringer på mellem 2 og 4,3 milliarder euro. Det svarer til en installeret effekt på 280-580 MW om året. Norden har gode forbindelser til De Britiske Øer, det kontinentale Europa og USA, og der er planer om omfattende fiberoptiske installationer, som skal forbinde Norden med Nordamerika og Asien.

"Norden opfylder alle vigtige krav"

“Cloud- og hyperscale-virksomheder som Facebook, Google, Amazon Web Services og Apple har for nylig foretaget store investeringer i nordiske datacentre. Norden opfylder alle vigtige krav til valg af lokalitet, fra pålidelige vedvarende energikilder til en fiberoptisk infrastruktur i verdensklasse. Det gør dem svære at komme udenom for virksomheder, der vil investere i eksisterende og nye anlæg,” siger Jakob Dybdal Christensen, som er Chief Market Manager hos COWI og en af hovedforfatterne bag rapporten. 

Ud over el-produktionen, hvoraf i gennemsnit en tredjedel af regionens kapacitet stammer fra vedvarende energikilder såsom biomasse, vandkraft, geotermisk energi og vindkraft, fremhæver rapporten også værdien af det voksende nordiske energisamarbejde.