281. Johan Dahl (Indlæg)
Tak for ordet. Iacta alea est. Disse berømte ord sagde Julius Cæsar i år 49 f.Kr., da han krydsede floden Rubicon med sin hær. Dette var et irreversibelt øjeblik for Cæsar og markerede begyndelsen på den romerske borgerkrig mellem Cæsar og Pompejus og var et afgørende øjeblik i romersk historie. Slutningen kender vi.
Arbejdsgruppen har kastet terningerne til beslutningen, og jeg er beæret over at have været en del af gruppen. Opdateringen af Helsingforsaftalen er historisk og indeholder mange gode aspekter og opdateringer, som er vigtige for det fremtidige samarbejde i en verden under stadig forandring. Vi taler om udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, miljø, grøn omstilling, ungdommens fremtidige stemme i Nordisk Råd og ikke at forglemme de tre nordiske landes fremtidige mulighed for at få fuldgyldigt medlemskab, for at nævne nogle, og Danmark bakker op om det, og det viser, at rigsfællesskabet er dynamisk og vil løsninger, der gavner os alle.
Dagens afstemning og det videre forløb i regeringerne ser jeg som et vigtigt, stort, positivt, historisk og også irreversibelt øjeblik for os i den nordiske familie, men også som beviset på en meget bedre slutning end Cæsars og en lys fremtid for alle otte lande i det nordiske samarbejde og ikke kun de fem lande. Opdateringen og moderniseringen er et must, og fra færøsk side ser vi frem til en konstruktiv videre finpudsning i kommissionen, som efterfølgende bliver nedsat af landenes regeringer.
Jeg vil sluttelig takke alle i arbejdsgruppen under ledelse af Hanna Katrín Friðriksson for et godt og konstruktivt samarbejde og takke Bjørn Willy Robstad, som har været vores tovholder, og sekretariatet for et godt håndværk og vejledning i processen. Tak for ordet.