Kontanthjælp på Åland
På Åland søger du om kontanthjælp hos Kommunernas socialtjänst (KST). Kontanthjælpen er tænkt som en kortvarig ydelse med henblik på at hjælpe ved midlertidige økonomiske problemer, at forhindre at disse problemer opstår, og at fremme mulighederne for at kunne klare sig på egen hånd. Du kan finde mere information om støtte på KST's side om kontanthjælp.
Kontanthjælpens dele
Kontanthjælpen består af tre dele, og i første omgang har du ret til grundlæggende kontanthjælp. Hvis der opstår udgifter, som ikke dækkes af den grundlæggende kontanthjælp, kan du have ret til supplerende eller forebyggende kontanthjælp.
Den grundlæggende kontanthjælp består af en grunddel og et tilskud til andre udgifter, som ikke dækkes af grunddelen. Grunddelen dækker blandt andet udgifter til mad, tøj, billetter til kollektiv transport, telefonregning, fritidsaktiviteter med mere. Mindre udgifter relateret til sundhed og behandling indgår også i kontanthjælpens grunddel, og derfor kan de ikke godkendes som separate udgifter. Eksempler på sådanne udgifter er håndkøbsmedicin, basiscremer, vitaminer og plastre.
Der kan også ydes tilskud til andre nødvendige udgifter, herunder boligudgifter, udgifter relateret til sundhed og behandling, som ikke indgår i grunddelen, afgifter for kommunal børnepasning og fritidsaktiviteter, udgifter til samvær med børn samt udgifter til at skaffe nødvendig legitimation, opholdstilladelse eller rejsedokumenter.
Hvilke boligudgifter, der kan godkendes, afhænger af, hvilken type bolig du har. Det kan eksempelvis være husleje, renter på boliglån, afgifter som vederlag, udgifter til vand og varme, husholdning, familieforsikring og nødvendige flytteudgifter. Flytteudgifter kan godkendes, hvis der foreligger en gyldig grund, for eksempel ved skilsmisse eller separation, helbredshensyn, behov for en større bolig på grund af familiens størrelse, hjemløshed, flytning på grund af arbejde eller studier eller flytning til en billigere bolig.
Du finder information om grunddelenes aktuelle størrelse på KST's side om kontanthjælp.
Der kan bevilges supplerende kontanthjælp til udgifter, som skyldes en persons eller en families særlige behov eller omstændigheder. Udgifterne skal være nødvendige for at sikre forsørgelsen eller fremme evnen til at klare sig på egen hånd.
Eksempler på særlige behov eller omstændigheder er langvarig kontanthjælp, langvarig eller svær sygdom, særlige behov relateret til børns fritidsaktiviteter og andre forhold eller behov, som er sammenlignelige med disse. Kontanthjælp kan som regel ikke dække gæld, lån, restskat eller forbrugslån.
Der kan bevilges forebyggende kontanthjælp efter undersøgelse af aktiveringstiltag for at sikre boligen, for at lindre problemer ved omfattende gæld eller pludselig forværret økonomi og til andre tiltag, som hjælper personen med at klare sig på egen hånd. Forebyggende kontanthjælp bevilges kun i undtagelsestilfælde og i enkelte tilfælde eller måneder.
Ret til kontanthjælp
Der kan bevilges grundlæggende kontanthælp til en person eller en familie, som opholder sig permanent på Åland. KST behandler hver ansøgning individuelt. Kontanthjælpen ophører, når der ikke længere er ret til støtte. Det kan for eksempel være ved flytning til udlandet, dødsfald og arbejde, hvormed kravene for kontanthjælpen ikke længere opfyldes. Kontanthjælpen kan også ophøre af andre tilsvarende årsager, eller hvis personen selv ønsker støtten afsluttet.
Ved midlertidigt ophold skal der i første omgang søges støtte på anden vis. Det kan være hjælp fra familie, forsikringsselskab eller fra hjemlandet. Enhver, der opholder sig på Åland, har i akutte situationer ret til at få støtte for at sikre den nødvendige hjælp. Hvis opholdet på Åland anses for at være midlertidigt, og situationen er akut, kan KST bevilge en betalingsforbindelse med henblik på at hjælpe med hjemrejse, mad og nødvendige, receptpligtige lægemidler. Hvis opholdet er permanent, kan andre udgifter også komme i betragtning, når retten til støtte bliver afgjort.
Som medborger i et nordisk land har du ret til grundlæggende kontanthjælp i henhold til vilkårene i lov om kontanthjælp umiddelbart efter ankomsten til Finland og Åland. Det er de samme vilkår, som andre permanent bosatte i Finland og Åland har. Eventuelle sociale sikringsydelser fra afrejselandet bliver afklaret og tages med i betratning ved vurderingen af din ret til kontanthjælp.
Søg om kontanthjælp
Kontanthjælpen er en økonomisk støtte, der bevilges som en sidste løsning. Det betyder, at andre støtteformer som boligstøtte, sygedagpenge, pension samt ledighedsydelser og uddannelsesstøtte skal søges først. Ansøgningen om kontanthjælp indsendes via KST's digitale selvbetjening eller på en fysisk blanket med tilhørende bilag om udgifter, indtægter og kontoudtog.
Yderligere information
På Info Nordens netsider kan du finde information om kontanthjælp i de andre nordiske lande, og hvilke myndigheder du skal kontakte, hvis du har spørgsmål.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.